Sygeplejestrejken i gang på tredje uge: - Det går ud over patienterne
Den igangværende strejke har for alvor fået konsekvenser for sygeplejen af patienter på Aalborg Universitetshospital. Særligt udskrivelsen af patienter er en flaskehals.
Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Men hverdagen på Aalborg Universitetshospital ligner ikke sig selv i disse dage. 800 nordjyske sygeplejersker er nemlig i gang med strejke på tredje uge.
Og selvom der ikke er udtaget sygeplejersker fra Universitetshospital Syd til strejke, kan strejken også mærkes her.
- Vi har stor overbelægning på flere afdelinger. Vi har været nødt til at lægge patienter på gangene for at få plads til alle, og det er jo ikke tilfredsstillende på nogen måde, siger Pia Jødal Næss-Schmidt.
Hun er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne og radiograferne på Aalborg Universitetshospital. På trods af et nødberedskab, der skal sikre en tilstrækkelig pleje af patienterne på hospital, frygter hun for patientsikkerheden.
- Situationen er meget kritisk lige nu. Der er så mange patienter, der ligger på gangene, og flere afdelinger har sagt helt stop for nye patienter, før nuværende patienter bliver udskrevet.
I dag har vi flere end 30 patienter, der er færdigbehandlet og venter på at blive udskrevet. Konsekvensen er, at vi har patienter liggende på gangene.
Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital
Patienter hober sig op
Det er særligt strejken i den kommunale sygepleje, der sætter en prop i systemet. En særlig enhed i sygeplejen står nemlig for at udskrive færdigbehandlede patienter fra sygehuset, som stadig har behov for sygepleje i hjemmet. Men da den enhed er hårdt ramt af strejken, kan Aalborg Universitetshospital ikke få sendt patienter hjem.
Det fortæller Lisbeth Lagoni i en mail til TV2 Nord. Hun er sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
- Aalborg Universitetshospital er presset af strejken. Billedet er uforandret en høj belægning af patienter på hospitalet, som ikke kan komme hjem, fordi hjemmesygeplejerskerne i Aalborg Kommune strejker, siger hun i en mail og fortsætter:
- I dag har vi flere end 30 patienter, der er færdigbehandlet og venter på at blive udskrevet. Konsekvensen er, at vi har patienter liggende på gangene, og vi er nødt til at bemande med brandvagter.
En brandvagt har ansvaret for at hjælpe de sengeliggende patienter på gangen i tilfælde af brand, og skal således være til stede på de gange, der ligger patienter.
Manglende forhandlinger gør fremtiden usikker
Sygeplejerskerne har strejket siden den 19. juni, blandt andet fordi de vil have mere i løn. Men siden dengang har der ikke været forhandlinger imellem Dansk Sygeplejeråd og de danske regioner, som er de stridende parter i denne konflikt.
Fællestillidsrepræsentanten Pia Jødal Næss-Schmidt håber på, at forhandlingerne snart kan begynde, men lige nu er der ikke planlagte forhandlinger mellem arbejdsgivere og -tagere.
- Vi kan bare mærke, at situationen spidser mere og mere til. Vi har lige været igennem en meget hård weekend, og jeg har ikke lyst til at tænke på, hvordan de næste uger bliver, hvis der ikke bliver fundet en løsning.