Syv mænd dømt for narkohandel: Motorbåde, mobiler og malerier for én million kroner konfiskeret
Foto: Arkivfoto (Lone Vad Dam)
Retten i Aalborg takserede mændenes narkosalg i den dyre ende - domme på op til tre-et-halvt års ubetinget fængsel.
Mændene blev dømt for at have solgt hash fra forskellige adresser i Nordjylland. De blev også dømt for besiddelse af kniv og knojern.
Syv yngre mænd - i alderen 25-58 år - er torsdag eftermiddag blevet dømt skyldige i narkotikahandel ved Retten i Aalborg.
Her blev de dømt for at være i besiddelse af store mængder hash og kokain - altsammen med videresalg for øje. De blev alle idømt mellem to års fængsel og tre-et-halvt års fængsel - altsammen ubetinget.
Domme, som anklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen er tilfreds med.
Det sender et signal om, at det ikke skal kunne betale sig at tjene penge på hashhandel.
Kim Kristensen, anklager, Nordjyllands Politi
- Jeg er ganske godt tilfreds med dommen. De blev i vidt omfang dømt i overensstemmelse med anklageskriftet, siger han til TV2 nord.
Tre af de anklagede var udlændinge, som udover fængselsstraffen også modtog en advarsel om udvisning, hvis de begår lignende kriminalitet fremover.
Retten besluttede også at konfiskere værdier af op mod en million kroner - blandt andet biler, motorbåde, kontanter, mobiltelefoner, pengetællere, malerier, cykler, møbler og alkohol.
- Det er jeg tilfreds med, for det sender et signal om, at det ikke skal kunne betale sig at tjene penge på hashhandel, siger anklager Kim Kristensen.
Sigtet for at bære våben
Ifølge anklageskriftet kørte de nu syv dømte yngre mænd rundt til forskellige adresser i Aalborg og Vester Hassing for at sælge stofferne.
Nogle af stofferne har også været opbevaret i en lagerhal i Herning.
Et par af mændene var også sigtet for at være i besiddelse af en peberspray, springkniv, et knojern og en totenschlæger.