Telenor sætter ekstra mast op til karneval

I weekenden forvandles Aalborgs gader til en stor gadefest med mennesker iklædt alverdens kostumer og farver til den årlige karnevalsparade. Når 100.000 selfie-hungrede unge samles midt i Aalborg på lørdag skaber det store belastninger på mobilnettet. Derfor opjusterer Telenor mobildækningen for at sikre alle en god oplevelse.

Igen i år danner Aalborg rammen om den store karnevalsparade, som hvert år indtager byen. På denne dag omdannes gaderne til en stor folkefest, som tiltrækker mere end 100.000 mennesker fra nær og fjern.

Udover at foregå i gaderne, udspiller karnevalet sig i høj grad også på de sociale medier, hvor dagens kostumer og de mange kunstnere bliver foreviget på livet løs, og derfor ruller Telenor en ekstra mobilmast ud til eventet.

- Specielt unge mennesker er vant til at dele store mængder content på de sociale medier under arrangementer som Aalborg Karneval, samtidig med at mobilen også bruges til at aftale mødesteder og holde kontakten. Ved sådanne events kan vi altid se stor aktivitet, og dette kræver en god og stabil dækning. Som teleselskab hjælper vi selvfølgelig gerne, så chancen for udfald er minimal, fortæller netværksstrateg hos Telenor, Jesper Mølbak.

 

Aalborg Karneval er igennem årene blevet et godt trækplaster for unge, hvor flere kendte artister kommer og optræder. I år kan der danses til kunstnere som bl.a. Faustix, Brandon Beal og Bro, og der er endda som noget nyt også mulighed for at overnatte i den nye Camp Karneval fra fredag til søndag.

- I og med at begivenheden i sig selv har udviklet sig til at være så stor, følger vi selvfølgelig også trop. Derfor vil den ekstra mast, som vi stiller op støtte dækningen, så deltagerne kan dele fotos og video direkte fra karnevalet på de sociale medier, lyder det fra Jesper Mølbak.

Jesper Mølbak fra Telenor forklarer hvem, der kan få brug for bedre mobildækning til karnevallet

Seneste nyt

fra Nordjylland