Thomas ryster på hovedet af pensionsalder: Vil kunne lege med sine børnebørn
Foto: Ib Willam Christensen
Stilladsarbejder Thomas Jessen kan ikke forestille sig at skulle arbejde, til han er 70 år.
39-årige Thomas Jessen er til dagligt stilladsarbejder, og han er lige som 3F enig i, at man skal glemme alt om at hæve pensionsalderen til 70 år.
- Det er hovedrystende, jeg ved ikke, hvordan jeg skulle gøre det her i næsten 40 år mere, konstaterer han.
Tidligere torsdag kom der et opråbet fra flere store lokalforeninger i Danmarks største fagforbund, 3F, til regeringen.
- Stigningen i pensionsalderen skal stoppes. Vi ser allerede nu, at mange af vores medlemmers kroppe er slidt op. Kroppene ældes og kan ikke mere, lød det fra Benny Vinter, formand for 3Fs afdeling i Aalborg med 15.000 medlemmer.
Kan ikke bruge det til noget
Udmeldingen fra fagforeningerne kommer efter flere ugers debat om pensionsalderen, som statsminister, Mette Frederiksen (S), selv kickstartede i august.
Her undsagde hun velfærdsaftalen fra 2006, der hæver danskernes pensionsalder i takt med, at levealderen stiger.
Mette Frederiksen meddelte, at næste afstemning om hævelsen af pensionsalderen i 2025 bliver sidste gang, Socialdemokratiet stemmer for. Her skal pensionsalderen hæves fra 69 til 70 år efter 2040.
- Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget, for det er ikke første gang, man har lovet det. De har lovet det mange gange før, og det er altid op til et valg, at der kommer en masse snak, men to år efter, så er vi glemt, konstaterer Thomas Jessen.
Vil kunne lege med sine børn og børnebørn
Det er heller ikke kun statsministeren, som skal holde fingrene fra pensionsalderen ifølge fagforeningen. Der bliver nemlig også langet ud efter formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen.
Han går for langt, når han taler om at fortsætte med at hæve pensionsalderen efter 2040,
- Jeg har tre børn, som jeg gerne vil lege med, og så kommer der forhåbentligt også nogle børnebørn, jeg gerne vil kunne lege med. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det ville være ikke at kunne lege med dem og løfte dem op, påpeger Thomas Jessen, der allerede nu kan mærke det fysiske arbejde i sin krop.
- Jeg kan mærke det i skuldrene, det er der, det først sætter sig, så kommer det senere ned i benene, forklarer han.