Tørretumbler i brand: Frygtede at finde person i røgfyldt møntvaskeri
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
En tørretumbler i et møntvaskeri på Kastetvej i Aalborg brød i brand og udviklede kraftig røg natten til tirsdag. Slukningsarbejdet tog ekstra tid, fordi beredskabet undersøgte, om der var en person i røgen.
Et møntvaskeri på Kastetvej i Aalborgs vestby var sort af røg, da beredskabet ankom til en melding om brand kort efter midnat natten til tirsdag. Det viste sig, at det var en tørretumbler, der var brudt i brand.
Da møntvaskeriet lukkede klokken 20, og branden altså først brød ud ved midnatstid, frygtede beredskabet, at en hjemløs kunne have taget ophold i lokalet. Derfor var fokus først og fremmest på at undersøge, om der var folk i lokalet.
- Det var der heldigvis ikke, siger Bent Pedersen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Møntvaskeriet, der er det sidste i vestbyen af sin slags, ligger i forbindelse med et højt byggeri, og politiet undersøgte straks, om der var røg i lejlighederne i byggeriet. Det var der ikke, og derfor var det ikke nødvendigt at evakuere beboerne. Alligevel valgte flere at forlade deres lejligheder, indtil politiet var helt færdige med undersøgelserne.
- De kom hurtigt ind i deres lejligheder igen, siger indsatslederen.
Det er uklart, hvorfor tørretumbleren brød i brand. Teorien er, at tøj i tørretumbleren har ligget og ulmet og startet branden.
- Der er ikke noget mistænkeligt ved hændelsen, siger indsatsleder Bent Pedersen.
Et følgeskadefirma skal nu undersøge, om vaskemaskinerne og tørretumblerne i møntvaskeriet er blevet påvirket af røgen. Indsatslederen vurderer, at møntvaskeriet snart kan bruges igen.