Trænerskifte bekymrer AaB-fans: - Pilen pegede ikke på Friis
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Superliga-klubben AaB fyrede torsdag cheftræner Lars Friis efter en skuffende sæsonstart, men klubbens fanklub undrer sig over, at træneren skulle ofres.
Det var store nyheder, Superliga-klubben AaB torsdag morgen offentliggjorde. Cheftræner Lars Friis er fortid efter et halvt år i klubben, hvor han bliver erstattet af den tidligere mestertræner Erik Hamrén.
Det er skuffende resultater igennem en længere periode, der har fået AaB til at afbryde samarbejdet med Lars Friis. Klubbens fans undrer sig dog over, at cheftræneren kun fik et halvt år på posten.
- Vi er kede af det, fordi Lars Friis virkede som en sympatisk træner. Det er trist, at det ender sådan her, og jeg mener ikke, at pilen pegede på Lars Friis, siger Laura Poulsen Meisner, der er formand for AaB Support Club.
Hvor peger pilen så hen?
- Den peger på organisationen, som har sammensat den trup, træneren har haft at arbejde med. Derfor er det bekymrende, at man vælger at fyre træneren, siger fanformanden.
Hilser mestertræner velkommen tilbage
Det bliver 65-årige Erik Hamrén, der overtager trænersædet i AaB, hvor han var cheftræner fra 2004 til 2008. Hans tid i AaB kulminerede med et dansk mesterskab i 2008, og blandt AaB-fansene hilser de svenskeren velkommen tilbage.
- Det er en helt vild følelse, at han igen skal være AaB-træner. Han er måske den mest elskede træner i klubben i nyere tid, siger Laura Poulsen Meisner og fortsætter:
- Han kender klubben og har fuld tillid fra dag ét, så jeg håber, han er den rette til jobbet.
Risikerer Erik Hamrén at sætte sit gode renommé på spil ved at vende tilbage?
- Nej, det gør han ikke. Han har en smal trup at gøre med, og det er en udfordrende opgave. Det ville det være for enhver træner. Det bliver spændende at se, hvordan han vil løse opgaven, siger Laura Poulsen Meisner.
I alt stod Erik Hamrén fra sin ansættelse i januar 2004 i front for AaB i 188 officielle kampe - heraf 145 i Superligaen, hvilket resulterede i 74 sejre, 35 uafgjorte og 36 nederlag og dermed et pointsnit henover 145 Superliga-kampe på 1,77.