Trængsel i Limfjorden: To krydstogtskibe krydser hinanden midt i Aalborg

Det første af tre dobbeltanløb i Aalborg finder sted på onsdag. Her skal to store krydstogtskibe krydse hinanden.

Der bliver trængsel i Limfjorden og ved Honnørkajen i Aalborg på onsdag. Så snart krydstogtskibet Viking Sea har lagt fra land, for at sætte kurs mod næste destination, anløber søsterskibet Viking Sky nemlig Aalborg. Interesserede vil således kunne se to giganter krydse hinanden i Aalborgs inderhavn.

- Det bliver en fascinerende oplevelse at se to så imponerende skibe glide tæt forbi hinanden inde i Centralhavnen, og samtidig er det et sigende billede af, at Aalborg er blevet en særdeles populær krydstogtdestination, hvor skibene bogstaveligt talt står i kø for at overtage pladsen ved Honnørkajen, siger Michael Rosenkilde Lund, account manager i Aalborg Havn Logistik A/S.

Dobbeltanløbet vil være det første af tre i denne krydstogtsæson, så hvis man ikke kan være i Aalborg onsdag, får man chancen igen 16. og 22. august. Den 22. august vil krydstogtskibet Magellan, der blev bygget i Aalborg i 1985 og dengang hed Holiday, være et af skibene.


Seneste nyt

fra Nordjylland