Traktorer eskorteret gennem Limfjordstunellen

Nordjyllands Politi måtte omkring middagstid tirsdag eskortere to store traktorer gennem Limfjordstunellen.

Nordjyllands Politi var tirsdag på en noget usædvanlig opgave kort før middag.

Her måtte to traktorer nemlig eskorteres gennem limfjordstunellen af trafikale hensyn. Traktorerne skulle fra Sundsholmen til et område omkring Øster Uttrup, og selvom de egentlig godt måtte køre ind gennem Aalborg, blev det alligevel besluttet at køre dem via tunellen.

- Vi vurderede, at det ville være hurtigere og lettere rent trafikalt at køre dem igennem Limfjordstunellen, så derfor blev de assisteret på vejen, og det gik helt som planlagt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

De to traktorer kørte gennem tunnelen kort før middag, og begge var de ude igen ganske kort tid efter. Hele episoden forløb uden større forsinkelser eller problemer.

- Men det er ikke noget, vi gør ret tit. Det er det ikke, fortæller Per Jørgensen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland