Travlhed hos Falck: Biler har startproblemer efter jul og nytår
Hos Falck Aalborg er der altid masser at se til, når vi går ind i et nyt år. Når bilerne har stået stille over jul og nytår har mange af dem nemlig svært ved at komme i gang igen.
Man kender det godt fra sig selv.
Det kan være lidt svært at komme op i omdrejninger, efter røgskyerne fra nytårskrudtet har lagt sig. Fridagene mellem jul og nytår, og den tunge julemad har måske heller ikke gjort det nemmere, at rejse sig op fra sofaen.
Faktisk er det ikke kun os mennesker, der har det lidt svært med rigtig at få gang i motoren, efter vi har siddet stille i nogle dage. Det samme gælder for bilerne.
Ekstra mandskab til startproblemer
Det mærker man hos Falck i Aalborg. Her har man kaldt ekstra mandskab ind for at hjælpe bilister med startproblemer.
Hos Falck i Aalborg har man taget højde for at der har været juleferie, og at der dermed kan være mange biler, der kan have startproblemer. Erhvervsbiler, der har stået stille hen over jul og nytår, kan godt have lidt sværere ved at komme i gang, når kalenderen viser et nyt år.
- Det er fordi, der er et slip i folks arbejdskørsel. Det er der, at det kommer til at gå lidt galt, når bilen kommer til at holde stille, siger Erik Hassing.
På de nordjyske landeveje er Bjarne Bang torsdag en af dem, der skal hjælpe folk med at få deres bil i gang, hvis den ikke er klar til at køre ind i det nye år uden hjælp. Som falckredder gennem 35 år ved han af erfaring, at årets første arbejdsdag er en travl dag.
- Jeg føler, at jeg har det bedste job, man kan have ved at køre ud og hjælpe folk, siger Bjarne Bang.
Selvom der er mere travlt end der plejer for Bjarne Bang her på årets anden dag, så tager han den ekstra travlhed med højt humør.
- Det er en rigtig god dag. Jo flere opgaver, jo bedre, siger Bjarne Bang.