Travløb afblæst af Nordjyllands Politi

Mandag eftermiddag var der løb på Racing Arena Aalborg, men kort efter starten måtte arrangørerne aflyse, da Nordjyllands Politi bad dem om at stoppe.

Siden d. 20. april har der været afholdt fem løb på Racing Arena i Aalborg.

Mandag eftermiddag blev hestene dog hurtigt sendt tilbage i stalden, da Nordjyllands Politi dukkede op.

- Vi skulle starte klokken 15.30 og lige omkring det tidspunkt, kom der så nogle betjente og bad os om at stoppe. Inden vi nåede at få informationen videre, blev det første løb kørt, men derefter aflyste vi resten, siger banechef ved Aalborg Racing Arena, Lars Hellerup, til TV2 Nord. 

quote Vi gør jo ikke det her for at blive udskammet, men aflyser vi selv, så får vi ikke nogen kompensation.

Lars Hellerup, banechef Racing Arena Aalborg.

Episoden forløb i god ro og orden.

- Vi møder op og beder arrangøren om at aflyse jævnfør forbuddet mod forsamlinger på mere end ti personer. Det er forbudt at afholde arrangementer herunder idrætsbegivenheder jævnfør Rigspolitiet, og arrangøren valgte ganske udramatisk at efterkomme vores henvendelse, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck, til TV2 Nord.

Afventede svar fra Rigspolitiet

Allerede i weekenden var Lars Hellerup i dialog med både Rigspolitiet og Nordjyllands Politi.

Travbane-kollegaerne på Fyn og i Charlottenlund har været nødt til at aflyse deres løb efter henvendelser fra politiet i deres politikredse.

- Rigspolitiet ville ikke give mig noget på skrift i forhold til, at vi ikke måtte afholde løb. De ville bare forbeholde sig retten til at aflyse, var deres melding, siger Lars Hellerup.

VIDEO: Kom med på travbanen, da der d. 20. april blev kørt løb uden publikum.

Banechefen holdt dog fast i, at han havde brug for et klart svar. 

For at få del i de statslige kompensationsordninger kræver det nemlig, at man har fået forbud mod at afholde et arrangement.

Aftalen blev i følge Lars Hellerup, at Rigspolitiet ville behandle forespørgslen mandag morgen og sandsynligvis komme med et svar klokken 10.

Klokken 11 var der stadig ikke kommet noget svar.

- Vi antager dermed, at det nok er fordi, at de ikke har nogen anmærkninger, og vi går videre med de forberedelser vi plejer at gøre, siger Lars Hellerup. 

Men alligevel endte det altså med et aflyst løb.

- Vi gør jo ikke det her for at blive udskammet, men aflyser vi selv, så får vi ikke nogen kompensation, forklarer Lars Hellerup.

Klokken 15.20 modtager Racing Arena Aalborgs advokat en mail fra Rigspolitiet, hvor det fremgår, at de ikke må afholde løb.

quote Det virker jo som om, at de har siddet hele dagen og håbet på, at vi ville aflyse. Jeg synes ikke, at det er i orden, at de melder det så sent, vi har folk der er kommet hele vejen fra Fyn for at køre, og det er jo en arbejdsplads det her.

Lars Hellerup, banechef Racing Arena Aalborg.

- Det virker jo som om, at de har siddet hele dagen og håbet på, at vi ville aflyse. Jeg synes ikke, at det er i orden, at de melder det så sent, vi har folk der er kommet hele vejen fra Fyn for at køre, og det er jo en arbejdsplads det her, fortæller Lars Hellerup.

Han er også uforstående over for, at Rigspolitiet i det hele taget vælger at aflyse.

- De kategoriserer det som et arrangement, fordi vi annoncerer med, at der er trav. Men det er jo ikke det eneste kriterium for, at noget er et arrangement. Vi har intet publikum, så jeg synes faktisk, at det er helt hen i vejret, det som Rigspolitiet kommer frem til, siger Lars Hellerup.

"Nu skal vi lige trække luft ind"

Lars Hellerup mener, at det er betænkeligt i forhold til retssikkerheden, at det ikke har været muligt at få et klart svar fra Rigspolitiet tidligere i processen.

- Nu skal vi lige trække luft ind og så se på, hvad det næste træk skal være, siger Lars Hellerup.

Racing Arena Aalborgs advokat er i dialog med Rigspolitiet, men hvornår der igen må køres trav, er indtil videre uvist.  


Coronavirus

corona vaccine

Alle vaccinecentre i Nordjylland er nu lukkede

Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital

play Får vi corona-jul igen i år? - Nej, ingen grund til bekymring, siger ekspert

coronatest

play - Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor

PH 280622 SI Spildevand tjekkes for corona Still

play Afføring gør, at coronasmitten kan følges tæt over sommeren

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland