Tre mænd bag groft overfald på fire unge natten til lørdag på Boulevarden i Aalborg

Én overfaldsmand bag groft overfald blev anholdt på stedet, og de to øvrige meldte sig selv til politiet i løbet af lørdagen.

Opdateret søndag kl. 13.15: Alle tre overfaldsmænd er varetægtsfængslet frem til 6. august.

Én gerningsmand blev anholdt på stedet, to andre meldte sig lidt senere til politiet efter et groft overfald på fire unge, der gik med en kasse øl på Boulevarden i Aalborg 02.29 natten til lørdag. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.

De fire unge, en kvinde og tre mænd, havde købt en kasse øl for at fortsætte festen efter værtshusenes lukketid. De mødte på Boulevarden tre mænd, der ville have nogle af øllene, og tingene udviklede sig hurtigt til vold. De tre gerningsmænd slog og sparkede de tre mænd meget voldsomt, mens de fastholdt kvinden, fortæller vagtchefen.

- Vi har sigtet dem for kvalificeret vold, hvilket normalt handler om brug af våben, men det her var virkelig voldsomt, siger Bruno Brix. 

Politiet var så hurtigt på stedet, at den ene gerningsmand ikke slap væk og kunne anholdes med det samme. Han blev lørdag varetægtsfængslet, og de to andre gerningsmænd har siden meldt sig selv. De fremstilles i grundlovsforhør søndag formiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland