Tre mænd tiltalt for designer-indbrud i millionklassen
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Det mest indbringende indbrud fandt sted i Dronninglund, hvor de tiltalte stjal smykker, sølvtøj, Royal Copenhagen porcelæn i stor stil og indholdet fra et pengeskab. Arkivfoto.
Det handler om omfattende indbrud rundt omkring i Nordjylland og tyverier af designermøbler i millionklassen, når tre mænd skal mandag for Retten i Aalborg.
En trio bestående af en 42-årig mand fra en mindre by i Vendsyssel, en 45-årig mand fra en mindre by i Himmerland samt en 58-årig aalborgenser skal mandag for retten.
De omfattende indbrud, de er tiltalt for at stå bag, er også fordelt over Vendsyssel, Himmerland og Aalborg.
Indbruddene ligger alle tilbage i 2018, og udbyttet blev i alt designermøbler for omkring 2,5 millioner kroner.
Stjal smykker, sølvtøj og porcelæn
Det mest indbringende indbrud fandt sted i Dronninglund 16.-17. juni 2018. Her blev der stjålet smykker, sølvtøj og Royal Copenhagen porcelæn i stor stil, og tyvene tog også indholdet fra et pengeskab med sig. Tyveriet beløb sig til godt 668.000 kroner i alt.
En måneds tid senere var den gal i en villa i Aalborg. Her blev der stjålet designermøbler, PH-lamper og andre værdier for 145.000 kroner. De tre er tiltalt for at have fortsat stilen hen over sommeren og efteråret.
Blandt en række forhold er de tiltalt for et større kup i en villa i Aalborg mellem 19. og 20. oktober 2018. Her blev der stjålet designermøbler fra Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Wegner samt smykker til en værdi af omkring 600.000 kroner.
Flere millioner
Listen af indbrud tæller blandt andet også designerkup i Nibe og Hadsund, og i alt løber anklageskriftet op i indbrud og tyverier for minimum 2,5 millioner kroner.
Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvordan de tre forholder sig til de omfattende anklager, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen indledes ved retten.