Tungebid kostede ubetinget fængsel

En drukfest løb løbsk og endte med, at en af deltagerne tog kvælertag og bed en mand i tungen. Overfaldsmanden er nu idømt fængsel og udvisning for overfaldet.

En 50-årig rumænsk statsborger er ved Retten i Aalborg idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have bidt dele af tungen af en 51-årig mand. Når straffen er udstået, skal manden forlade landet og må ikke rejse ind i Danmark i seks år. Han modtog dommen, skriver anklagemyndigheden på Twitter.

Den 50 årige har siddet varetægtsfængslet siden episoden, der fandt sted i slutningen af juli i år.

En gruppe mænd var samlet i festligt lag i Gistrup. Der blev drukket igennem, og på et tidspunkt om aftenen kom to af mændene af ukendte årsager op at skændes.

Det udviklede sig så voldsomt, at den ene mand på et tidspunkt tog halsgreb på den anden mand, samtidig med han tog fat i hans kæbe og bed et stykke af den anden mands tunge.

Den 50-årige var tiltalt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter.


Seneste nyt

fra Nordjylland