TV: Amerikanske F-16-jagere landede på Flyvestation Aalborg
18 amerikanske F-16-jagerfly mellemlandede mandag på Flyvestation Aalborg på vej mod Sverige.
Flyentusiaster fik uden tvivl noget at kigge på, da 18 amerikanske F-16-jagerfly begyndte at lande på Flyvestation Aalborg mandag formiddag omkring klokken 11.25
De 18 jagerfly ankommer til Aalborg i grupper af seks med en times mellemrum. De kommer til Aalborg fra den amerikanske Spangdahlem Air Base i Tyskland - syd for Köln, tæt på grænsen til Luxembourg. Deres destination ligger i Sverige hvor de skal deltage i den internationale øvelse kaldet Arctic challenge. I Aalborg skal de 18 fly tankes inden de kraftige jetmotorer igen speedes op og piloterne lægger Flyvestation Aalborg bag sig.
F-16-flyet: En 47 år gammel krigsmaskine
- F-16-jagerflyet kom første gang i luften i 1974 under flyets udvikling. Det blev introduceret til operativ tjeneste i 1978 og der er siden dengang blevet produceret over 4600 fly til luftvåben over store dele af kloden.
- Flyet er det danske flyvevåbens jagerfly. De første fly kom til landet i 1980 som en del af en ordre på 58 fly. Siden blev yderligere 19 F-16'ere købt til.
- Den danske F-16-eskadrille har base på Flyvestation Skrydstrup
- F-16 er bevæbnet med en 20 mm maskinkanon og kan bære raketter, missiler og bomber.
- Flyets topfart er - under de rette omstændigheder over 2400 kilometer i timen. Det svarer til to gange lydens hastighed.
- Forsvaret har nu haft F-16 på vingerne i 40 år og flyets afløser er fundet og købt. Der er tale om F-35 Joint Strike Fighter. Det første danske fly er allerede rullet ud af fabrikken, men holder stadig til i USA hvor danske piloter uddannes til at flyve den nye flytype.