Tvillingepar sikrede Aalborg Pirates en søndagssejr

Tvillingerne Mikkel og Martin Højbjerg stod for målene i Aalborg Pirates' sejr over Esbjerg Energy.

Havde det ikke været for Mikkel og Martin Højbjerg, ville det have set skidt ud for Aalborg Pirates i søndagens kamp mod Esbjerg Energy i Metalligaen. De to stod nemlig for alle de fire mål, der skulle til for at sikre aalborgenserne sejren med cifrene 4-3.

Spillere og publikum måtte dog vente helt til anden periode, før pucken for første gang krydsede en mållinje. Efter et hav af chancer i begge ender blev det Mikkel Højbjerg, der først fandt vej til netmaskerne og kunne bringe Aalborg Pirates foran 1-0. 

Mod slutningen af perioden lykkedes det Esbjerg Energy at udligne til 1-1, mens Aalborg Pirates var ramt af to udvisninger.

I tredje periode gik begge hold så mål-amok. Mikkel Højbjerg bragte igen piraterne foran til 2-1, og bror Martin udbyggede føringen til 3-1, før Esbjerg vågnede op til dåd. Justin Crandall reducerede for gæsterne, og med otte minutter igen kunne Michael Fine udligne.

Det sendte kampen ud i overtid, hvor Martin Højbjerg hev sejren hjem med sin scoring til 4-3.


Seneste nyt

fra Nordjylland