Tyve løb med GPS-udstyr for 1,2 millioner
For anden gang på et år blev Maskinstationen Diget ramt af indbrud i millionklassen
Diget Maskinstation i Dronninglund på ny ramt af indbrud i milionklassen
Ukendte gerningsmænd brød i nat ind hos Diget Maskinstation nær Dronninglund.
I tidsrummet mellem midnat og klokken seks i morges fjernede de mellem tolv og fjorten GPS-enheder fra Maskinstationens traktorer og maskiner. Indehaver Mogens Sørensen er ikke i tvivl om, at enhederne forsvinder ud af landet.
- Det er næsten med garanti udlændinge. Man kan ikke rigtigt bruge enhederne i Danmark uden at det vil blive opdaget, forklarer Mogens Sørensen.
Den teori bakkes op af politiet, der også er overbeviste om, at der er tale om bestillingsarbejde fra udlandet:
- Det er overvejende sandsynligt, at enhederne lynhurtigt forsvinder ud af Danmark gemt væk i en kassevogn eller et bagagerum. De er ikke ret store og det er uhyre vanskeligt for os at opklare, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.
Samlet set repræsenterer det stjålne udstyr en værdi på op mod 1,2million kroner og GPS'erne anvendes blandt andet til "selvkørende" traktorer og landbrugsredskaber, der meget præcist kan arbejde på marker, uden at der opstår unødigt spild og overforbrug af sprøjtemidler og gødning.
Indbruddet har store konsekvenser for maskinstationen.
- Vi står helt stille lige nu og er igang med at danne os et overblik over, om vi kan få enkelte maskiner ud at køre for vores kunder. En ting er selve økonomien i forbindelse med indbruddet, men en anden er tabet af omsætning, når vi mister så meget på én gang. Det er jo ikke som et villaindbrud, hvor de bare smutter med en fladskærm. Her lammer de hele virksomheden, lyder det fra Mogens Sørensen.
Det er anden gang på bare et halvt år, at Diget Maskinstation udsættes for røveri af GPS-udstyr. Også ved sidste indbrud i November forsvandt tyvene med udstyr for over en million.
Nordjyllands Politis kriminalteknikere arbejder her torsdag morgen på gerningsstedet for at sikre eventuelle tekniske beviser og DNA, som kan bruges til at fælde gerningsmændene.