Ud med iPadden: Ældgammelt spil hitter i skolen
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Skoleskak bliver ved med at være populært. 4500 nordjyske skoleelever deltog i den syvende udgave af Skolernes Skakdag.
Skoleskak er tilsyneladende kommet for at blive. På skolernes skakdag deltog 4500 nordjyske skolebørn, og både lærere og elever er vilde med det gamle brætspil.
For syvende gang løb Skolernes skadag af stablen fredag. Over hele landet er der blevet rykket med bønder, tårne, konger og dronninger til den helt store guldmedalje, og i Nordjylland deltog 4500 elever fra 22 skoler.
Nogle af dem, der går særligt meget op i skak, er Tornhøjskolen i Aalborg Øst. Her var omkring 350 af skolens elever en del af skoleskakdagen. Mens de yngste var tvansindlagt til at lære om spillet, var der frit valg for de ældste. Her var der altså stor opbakning til at spille skak, og blandt andet var der mange af skolen 3.-9. klasseselever, der havde meldt sig til dysten om at blive årets Tornhøjmester i skak.
På Tornhøjskolen er skak en stor del af hverdagen. På ugentlig basis kan de elever, der har lyst, komme i skakklub, og ud over de interne matcher, bliver der også spillet om Aalborg Øst-mesterskabet og sågar om landsmesterskabet i skoleskak.
- Det er i den grad med til at booste interessen. De vil rigtig gerne ud at spille mod andre, og så ser de, at de andre lever måske kan nogle ting, de ikke selv kan. Det giver dem lyst til at lære mere og blive skarpere på at analysere deres eget spil, fortæller Hans-Peder Lund, som er lærer og skoleskakansvarlig på Tornhøjskolen.
Der bliver altså ikke kun spillet skak, når lærerne siger, at man skal. Der ligger skakspil frit tilgængeligt på skolens bibliotek, og de bliver flittigt benyttet.
Vi har nogle elever, som ikke klarer sig så godt fagligt, men som finder ud af, at de er gode til skak. De oplever at få succes med en intellektuel opgave, og det smitter af, så de får mere mod på skolegangen
Hans-Peder Lund, lærer og skoleskakansvarlig på Tornhøjskolen
- Når vi har lånt bøger kan vi sagtens finde på at sætte os og spille skak, fortæller Amir Fayed fra 7.A, som i øvrigt vandt bronzemedaljen ved fredagens Tornhøjmesterskaber.
Amir Fayed holde lige nu en pause fra sklens skakklub, men han har spillet meget, og det var faktisk hans søster, der fik vakt interessen for det gamle brætspil.
- Hun gik til det, og så spillede jeg med hende derhjemme. Hun sagde, at jeg var god, og at jeg burde starte til skak, siger Amir Fayed.
På Tornhøjskolen har de opdaget at skak ikke blot er med til at skærpe elevernes evner inden for eksempelvis matematik. Det er også med til at skabe et særligt fællesskab, når elever spiller på tværs af klassetrin, etnicitet og køn, og så er skak med til at give nogle elever et skud selvtillid.
- Vi har nogle elever, som ikke klarer sig så godt fagligt, men som finder ud af, at de er gode til skak. De oplever at få succes med en intellektuel opgave, og det smitter af, så de får mere mod på skolegangen, siger Hans-Peder Lund.
Han er overbevist om, at skak, som har mere end tusind år på bagen, er kommet ind i skolerne for at blive.
- Jeg tror ikke bare, at det er en dille. Der er rigtig meget, man kan bruge skak til i skolen, siger Hans-Peder Lund.