Ulrich Vestergaards sag udsat - undersøgelser fortsætter
Ulrich Vestergaard fra Aalborg, der er kendt for med medicinsk cannabis at hjælpe syge mennesker, var tidligere i dag for Retten i Aalborg i en sag om besiddelse af euforiserende stoffer
Først den 20. december falder der dom i sagen om de euforiserende stoffer, der sidste efterår blev fundet i Ulrich Vestergaards lejlighed.
Tirsdag formiddag skulle dommen være faldet for Ulrich Vestergaard ved Retten i Aalborg. Han er tiltalt for at have været i besiddelse af store mængder euforiserende stoffer, som politiet beslaglagde i hans lejlighed i efteråret 2016.
Men på grund af behov for flere undersøgelser i sagen er den nu udskudt til den 20. december, fortæller TV2 Nords udsendte reporter i retten.
Nordjyllands Politi ransagede nemlig Ulrich Vestergaards hjem to gange sidste efterår, og begge gange blev der fundet pipetter. Ved den første ransagning blev pipetterne undersøgt for rester af cannabis, men det glippede ved den anden ransagning.
Derfor har anklager Mikkel Holdensgaard anmodet om en udsættelse, så pipetterne kan blive undersøgt. En anmodning forsvarer Knud Foldschack har valgt at bakke op om.
Det er nu anden gang, Ulrich Vestergaard skal i retten for besiddelse af stoffer. I 2013 blev han dømt for videresalg, da Nordjyllands Politi konfiskerede 11 kilo hash og knap et halvt kilo pot i hans lejlighed. Dengang idømte retten Vestergaard otte måneders fængsel.
Ulrich Vestergaard var også i september i retten - her var han hovedperson i en meget omtalt sag, da han blev smidt ud af sin lejlighed, fordi boligorganisationen Alabu mente, at salget af euforiserende stoffer fra lejligheden skabte utryghed i området.