Ulrichs sag skal i landsretten: - Vi anker sagen, fordi vi tror på den

Landsretten skal nu tage stilling til, om det er i orden at tvangsudsætte kræftsyge Ulrich Vestergaard fordi han, ifølge boligselskabet, skaber utryghed ved at sælge medicinsk cannabis fra sin bolig.

Kræftramte Ulrich Vestergaard fra Aalborg skal fraflytte sin lejlighed 1. november. Det afgjorde Retten i Aalborg mandag.

Sagen mod Ulrich Vestergaard var anlagt af boligselskabet Alabu. De havde stævnet Ulrich Vestergaard og krævet hans opsigelse, fordi de mener han, ved at sælge medicinsk cannabis til andre kræftsyge, skaber et utrygt miljø. Det fik de mandag rettens ord for, er i orden. 

Sagen stopper dog ikke her. Allerede da Ulrich Vestergaard modtog rettens afgørelse klokken 11.00 mandag formiddag, proklamerede han, at man vil anke sagen til landsretten, og her tror hans forsvarer Helena Reumert Gjerding, man har en chance for at vinde.

- Vi anker sagen, fordi vi tror på den, og tror der er en chance for at vinde, men hvor stor den chance er, er svært at sige. Når jeg kigger på sagen, når jeg kigger på praksis omkring sådan noget her, så mener jeg ikke, man kan udsætte en lejer, hvor der ikke er klager om at han skulle være utryghedsskabende, hvor der ikke er episoder hvor han har været utryghedsskabende, siger hun.

- Det er ikke blevet dokumenteret, at Ulrich Vestergaard har været utryghedsskabende. Sagen har alene gået på hvorvidt han har haft euforiserende stoffer, og det mener vi landsretten skal have til til at tage stilling til: Om man kan sondre mellem de her ting med medicinsk cannabis og hvorvidt Ulrich Vestergaard i den konkrete sag har været utryghedsskabende. Om det at få besøg af syge mennesker og deres pårørende kan skabe et utrygt miljø i nabolaget. 

Helena Reumert Gjerding mener, udover at det ikke er blevet bevist, at Ulrich Vestergaard har skabt et utrygt miljø, heller ikke at Alabu, som ejer den lejlighed Ulrich Vestergaard bor i, har fulgt almindelig skik på området, når det kommer til at overtræde den såkaldte husorden.

- Jeg mener, han burde have fået en advarsel først. Hvis man som lejer bryder husordenen, er det helt almindeligt, at man får en advarsel og mulighed for at rette ind. Og det mener jeg, Ulrich Vestergaard burde have fået. Det er så prekær en situation, hvor han risikerer at miste sit hjem, og så synes jeg selvfølgelig, at man skal give lidt snor, siger hun.

Helena Reumert Gjerding vurderer, at der kan gå op mod et år inden ankesagen er afgjort. I den mellemliggende tid kan Ulrich Vestergaard, ifølge forsvarerens vurdering blive boende i sin lejlighed. Han er, på grund af sin sygdom, indstillet til en plejebolig. 


Seneste nyt

fra Nordjylland