Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

02:03

TV2 Nord var forbi, da Streetfood åbnede.

1 af 2

Varme fra ovn udløste røgalarm: Gæster evakueret ved Aalborg Streetfood

Røgdetektoren blev formentlig udløst, da en ovn i køkken ved Aalborg Streetfood The Lighthouse blev åbnet.

De spisende gæster ved Aalborgs nye madmarked, Aalborg Streetfood, fik lidt frisk luft fredag aften.

Her gik røgalarmen nemlig, og det betød, at de mange gæster blev evakueret i omkring 15 minutter, mens Nordjyllands Beredskab var til stede. Der var dog ikke tale om en brand.

- Detektoren blev udløst, da den fornemmede varme – formentlig fra en ovn, der blev åbnet, siger Morten Pedersen, der er direktør for Aalborg Streetfood.

Han forklarer, at køkkenerne ikke er særligt store, og at der er lavt til loftet. Derfor skal man nu finde ud af, hvordan man kan undgå det fremover.

- Det er et nyt system, vi har taget i brug. Vi må kigge på hvilke forholdsregler, vi kan tage – for eksempel bedre udsugning, siger Morten Pedersen.

Han fortæller, at gæsterne tog episoden med godt humør.

Det vides endnu ikke hvilken ovn, der udløste røgalarmen.