Vellykket knæoperation giver håb for Enevoldsen
Foto: Allan Storkborg (Arkivfoto)
AaB-angriberen Thomas Enevoldsen har haft et hårdt efterår. En knæskade har af flere omgange sat ham tilbage, men nu er der håb forude for angriberen.
Først blev den 29-årige Thomas Enevoldsen ramt af springerknæ og derefter har følgesmerter sat AaB-angriberen på bænken. Enevoldsen har nu været igennem en mindre knæoperation, der med lidt held kan sende angriberen tilbage på banen.
- Forhåbentlig kan operationen være med til at gøre knæet helt smertefrit, så jeg igen kan give 100 procent og vise det niveau, som jeg ved, at jeg har. I løbet af efteråret har jeg kun været på 80 procent meget af tiden, fordi jeg skulle spares til træningerne i håbet om, at jeg kunne komme af med de smerter, der var, siger Thomas Enevoldsen til aabsport.dk.
Lægerne var under operationen positivt overrasket over angriberens knæ, da scanningsbillederne så en del værre ud end knæet gjorde under operationen. Thomas Enevoldsen håber allerede at være på benene igen til AaB's træningslejr i Portugal i den 29. januar.
- Hvis alt går vel, kan jeg begynde at være med i træningen på vores træningslejr. Fra i morgen kan jeg begynde at støtte på det igen, og så håber jeg på en hurtig genoptræning. Jeg vil kæmpe for at blive klar igen til træningslejren, siger Thomas Enevoldsen