Videnskabscamp på universitetet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Forsøg i stedet for ferie på Aalborg Universitet
40 gymnasielever bruger en uges sommerferie på at blive endnu dygtigere i de naturvidenskabelige fag. Det er en blanding af traditionel undervisning, laboratorieforsøg og foredrag. Eleverne skal selv fremlægge deres forskning, og de brænder virkelig for deres fag.
Sara Harding fra Roskilde deltager for første gang på en KMB-camp. Det står for Kemi – Miljø og Bioteknologi.
- Det har været rigtig sjovt og en god blanding mellem det faglige og det sociale, siger Sara Harding, der efter sommerferien skal gå i 3. G.
Det er Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, der arrangerer campen på AAU. Lonnie Hansen har været medlem i adskillige år, og er nu en af arrangørerne.
- Her får du lov til at prøve forsøg, som du måske ikke er i stand til at gennemføre på dit gymnasium, som ikke har de materialer og apparater, som vi har til rådighed.
KMB-campen afsluttes lørdag, hvor eleverne skal fremlægge deres resultater.