Vil huse grønt testcenter: - Passer som fod i hose
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Genrefoto.
Regeringens vækstteam for klima-, miljø- og energiteknologi har planer om at oprette et grønt nationalt testcenter. ErhvervsNetværk 9220 ser Aalborg som ideel placering.
Ti konkrete anbefalinger skal sørge for, at Danmark bevarer sin grønne førerposition.
Vi har en organisation, der er klar til at løfte det her. Det passer som fod i hose. Aalborg har i mange år arbejdet for at sætte bæredygtighed i højsædet.
Formand ErhvervsNetværk 9220, Mette Schmidt.
Et nyt nationalt grønt testcenter er én af anbefalinger, og det ser stort erhvervsnetværk gerne, at der bliver placeret i det nordjyske.
- Vi har en organisation, der er klar til at løfte det her. Det passer som fod i hose. Aalborg har i mange år arbejdet for at sætte bæredygtighed i højsædet, fortæller formand for ErhvervsNetværk 9220, Mette Schmidt, til TV2 Nord.
175 virksomheder er medlem af erhvervsnetværket, hvor også kommune og universitet er vigtige aktører.
Udover de mange erfaringer med bæredygtige løsninger, så har det aalborgensiske foretagende, ifølge Mette Scmidt, også vist, at de kan skabe profit.
- En af måderne man virkelig kan skabe vækst på, det er netop gennem bæredygtighed, siger Mette Schmidt.
Invitation til ministre
I dag har man fra ErhvervsNetværk 9220 taget det første step i forsøget på at henlede beslutningstagerne på Aalborgs kvaliteter.
- Vi har taget kontakt til kommune og universitet samt inviteret de to ministre til Aalborg. Vi forventer selvfølgelig, at de siger ja tak, forklarer Mette Schmidt.
Regeringens grønne vækstteam foreslår, at man ved hjælp af forbrugsdata udvikler ny teknologi, som på sigt skal skabe grobund for nye grønne virksomheder.
Geografien i det nordjyske gør, at man fra Mette Schmidts side tror på, at der er gode muligheder for et nyt grønt testcenter.
- Heroppe kan man nemt prøve nogle ting i mindre forhold, og så er der samtidig rig mulighed for at skalere op, siger Mette Schmidt.
Klima- og energiminister, Lars Chr. Lilleholt, og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har givet udtryk for, at de gerne vil i gang med projektet allerede i 2019.