Vinderne af Danmarks største MTB marathon
Her kan du se interviewet med vinderen af 100-kilometer-ruten, Kasper Svendsen lige efter han er kommet over stregen.
Danmarks største Mountainbike marathon blev afholdt lørdag. Du kan her se, hvem der cyklede sig til førstepladsen i de forskellige kategorier.
Lørdag formiddag lød startskuddet i Aalborg til Danmarks største Mountainbike-løb. Løbet var delt op i tre ruter - en rute på 31 km, en på 55 km og en på 100 km.
Det var området omkring Nordkraft i Aalborg, der var omdrejningspunktet for start og slut for de mange ryttere.
På 100-kilometer-ruten cyklede Kasper Svendsen fra Suldrup sig til sejren. Kasper Svendsen cykler for Team Rold Skov Elite. Han kæmpede gennem hele løbet med nordmanden Vidar Mehl, men endte med at komme først over målstregen. Kasper Svendsen kom over målstregen i tiden 3:46:35.
Lisette Rosenbeck Christensen fra Værløse vandt 100-kilometer-ruten på kvindernes side. Hun cykler for MTB.fo og kom ind i tiden 4:22:17, hvilket er hele ti minutter hurtigere end nordmanden Turid Korshavn, der kom ind på andenpladsen.
På 55-kilometer-ruten var der efter løbet stor tvivl om, hvem der egentlig krydsede målstregen først. Vores reporter Josephine Brader kunne efter at have talt med dommerne overrække Peter Lyksholm Sønderby fra Aarhus MTB den glade nyhed. Han kom først over målstregen, men i tæt konkurrence med Tyge Rasmusen fra Nørresundby.
På kvindernes 55-kilometer cyklede nordmanden Marianne M. Akselsen sig til førstepladsen i tiden 2:23:36.
På 31-kilometer-ruten kom Jens Brandt fra Galten først over målstregen på 1:07:51. For kvinderne var det Amanda Sørensen fra Skanderborg, der kom i mål på tiden 1:15:31.