Virksomheder tænker ud af boksen: Arrangerer bilbingo og drive-in bio
Tre nordjyske virksomheder, der normalt arbejder med store arrangementer, fik for godt en måned siden revet tæppet væk under sig og mistede store dele af deres indtjeningsgrundlag - fordi store arrangementer blev forbudt. Nu har de forsøgt at tænke ud af boksen - og har stablet deres egne arrangementer på benene.
Tre nordjyske virksomheder, der normalt arbejder med store arrangementer, har tænkt ud af boksen og ind i bilen.
Et vagtfirma, et produktionsselskab og et event-bureau, der normalt arbejder med store arrangementer, fik for godt en måned siden revet tæppet væk under sig og mistede store dele af deres indtjeningsgrundlag, fordi store arrangementer blev forbudt.
- Når alle arrangementer aflyses, bliver jeg også aflyst. Det gik fra 100 kilometer i timen til 0, siger Rene Jeppesen fra EventMarketing.
Men forbuddet har ikke sat en stopper for virksomhederne, der nu har forsøgt at tænke ud af boksen.
- Vi kunne ikke bare sidde i den her situation. Vi måtte finde ud af, hvad vi så skulle gøre, siger Rene Jeppesen fra EventMarketing.
Det er blevet til Drive-In Bio, bil-bingo og stand-up, både i Aalborg og i Gatten i Vesthimmerland i påskedagene.
For de tre virksomheder var nødt til at tænke anderledes, da indtægterne pludselig forsvandt.
Og de har haft travlt den seneste uge med blive klar til fredagens premiere.
- Det har været rigtig hektisk, men sjovt. Nu har man gået i tre uger og ikke kunnet noget, og så er der pludselig gang i den igen, siger Rene Jeppesen.
Selvom arrangementerne ikke nødvendigvis er en guldrandet forretning, så kan der alligevel være mere på vej til dem, der savner events i den nuværende situation.
- Går det i nul, og det gør det forhåbentlig, er det ikke det sidste, man har set til os, lyder det fra Rene Jeppesen.
Kom med til drive in-bio i indslaget øverst i artiklen.