Vrede over byggeplaner
Borgere i Vestbjerg vrede over planer om 150 nye byggegrunde i Tandalen
Planlagt byggeri af 150 boliger i Tandalen ved Vestbjerg har fået de lokale til at protestere.
Peter Honoré Østergaard vil udstykke 30 hektar landbrugsjord til 150 byggegrunde og et kæmpestort rekreativt område i den østlige del af Vestbjerg.
Det lyder umiddelbart som en rigtig fin idé. Problemet er bare, at de 30 hektar ligger i den naturskønne Tandal, som de lokale mener bør bevares uændret.
- Det er jo ren vandalisme at bygge 150 huse i Tandalen. Den har ligget som en perle i Hammer Bakker i de sidste 15.000 år og rummer både skov, eng, marker og Hammer bakkers eneste kilde, siger Thorkild Ellegaard Christensen, der er en del af en selvbestaltet protestgruppe, der kæmper for at forhindre byggeriet.
Protestgruppen mener i stedet, at der kan bygges flere huse i bymidten, samt på arealer i den nordlige og vestlige ende af byen. Helt op imod 300 boliger, mener de der er plads til. Men bygherren bag det omdiskuterede projekt mener ikke, at protestgruppens forslag vil gavne Vestbjerg:
- Det er jo ikke meningen, at vi skal kopiere Nytorv i centrum af Vestbjerg. Der kan kun opføres få boliger i bykernen og planerne om at bygge mod vest og motorvejen er næppe gangbare. Trafikken stiger jo med 5,7% om året på motorvejen og et byggeri skal jo kunne give mening både tredive og fyrre år ud i fremtiden. Når folk flytter til Vestbjerg er det på grund af naturen og det kan projektet i Tandalen give dem, siger Peter Honoré Østergaard, som håber på at Aalborg Kommune vil give projektet sit grønne stempel.
Foreløbigt har kommunen indbudt til borgermøde onsdag den 16. November klokken 19 på Vestbjerg Skole, hvor lokale og interesserede kan diskutere sagen.
Protestgruppen møder op og deres mening er klar:
- Projektet i Tandalen vil rykke byen over i to dele og ødelægge resten af byens adgang til Hammer Bakker. Efter vores mening bør der ikke bygges nord for Tingvejen og øst for Hjørring Landevej, lyder det fra Thorkild Ellegaard Christensen.