Vupti: Sådan blev Suzuki´en til en cabriolet
Det kan være fristende disse varme dage, når det ikke hjælper meget at rulle vinduerne ned for at sænke temperaturen i bilen, sådan lige at tage en vinkelsliber og skære taget af. En ung mand i det sydøstlige Aalborg nøjedes forleden ikke blot med at tænke tanken, men fuldførte planen, og vupti blev hans ældre Suzuki Baleno til en sommersmart cabriolet. Foto: Nordjyllands Politi
Politiet advarer dog mod at lade sig inspirere - for det er aldeles ulovligt lige selv at fjerne taget
Det kan være fristende disse varme dage, når det ikke hjælper meget at rulle vinduerne ned for at sænke temperaturen i bilen, sådan lige at tage en vinkelsliber og skære taget af.
En ung mand i det sydøstlige Aalborg nøjedes forleden ikke blot med at tænke tanken, men fuldførte planen, og vupti blev hans ældre Suzuki Baleno til en sommersmart cabriolet.
Det opdagede Nordjyllands Politi, da man i første omgang troede, der var tale om hærværk. Men nej.
Bilens ejer forklarede, at det var et lille sommer-projekt, som han og hans kammerat havde udført. De fremdrog en vinkelsliber, hvorpå de resolut fjernede tag, dørstolper og vinduesrammer på køretøjet.
Nok er der særdeles varmt i disse dage, men bilens konstruktion og stabilitet er jo helt og aldeles ødelagt ved sådan en manøvre, så lad os slå fast, at det altså både er ulovligt og farligt, lyder meldingen fra Nordjyllands Politi, der har offentliggjort billedet og historien om den lidt for kreative unge mand.
- Derfor måtte vi også klippe nummerpladerne på stedet, ligesom ejeren blev sigtet for at overtræde færdselsloven, og han modtager efterfølgende en bøde, fortæller politiet.
”Suzuki-Cabrioleten” sendes nu til skrot