1-1-2 kunne ikke finde lægevagten

Kvinde med hjerneblødning ventede i smerter, mens 1-1-2 bad om husnummeret på Sygehus Vendsyssel.

Lægevagten i Frederikshavn holder til på byens sygehus. Og alle ambulanceførere i Nordjylland kender vejen. Alligevel kunne alarmcentralen ikke finde ud af at sende en ambulance, da en 44-årig kvinde fik det dårligt fredag aften. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Den vagtlæge, der var på arbejde, kunne nemlig ikke huske husnummeret og operatøren ville ikke nøjes med at få at vide, at ambulancen skulle til Sygehus Vendsyssel i Vestergade i Frederikshavn.

Derfor må vagtlæge sende en af den 44-åriges veninder ud for at lede efter nummeret uden på bygningen. Og det forsinkede hjælpen. Veninden vurderer overfor avisen, at der går mellem tre og fem minutter med at få afklaret adressen.

I øvrigt gik der i alt næsten en halv time, før der kom en ambulance. Den skulle nemlig køre helt fra Hjørring. Den 44-årige er ifølge Nordjyske siden blevet opereret for en hjernehindeblødning.


Seneste nyt

fra Nordjylland