10 års jubilæum: Suspekt tog røven på Nibe Festival

Suspekt skiftede onsdag eftermiddag de store scener ud med den allermindste på Nibe Festival for at markere sit 10-års jubilæum på festivalen.

Først var det Nibe Festival, der tog røven på Suspekt med en rørende koncert med det lokale pigekor for at markere, at det i år er 10. år i træk, at gruppen optræder i Skalskoven. Og onsdag eftermiddag var det så Suspekts tur til at tage røven på Nibe Festival.

Det gjorde de med en interimistisk og kort pop-op-koncert på den lille scene i teltområdet , Champ and Chill. En koncert, der ikke havde været annonceret nogen steder, men som ikke desto mindre endte med at trække ikke så få mennesker til campen. 

”Nibeeeeee – hvad fuck sker der for dig”, råbte de ud over forsamlingen og fik på minutter pladsen til at koge under den grå himmel og de spredte regndråber.

Det meste af dagen havde koncerten og jubilæumskoncerten været en hemmelighed, men med lidt rygtebørs og en afsløring af foretagendet på Nibe Festivals Snapchatkonto, kort før Suspekt gik på scenen, var budskabet alligevel blevet spredt. Så folk på plænen vidste godt, hvem de ventede på.

 

”Su-Su-Suspekt”, kaldte de flere gange, før Emil Simonsen, Andreas Bai Duelund og Rune Rask endelig tog scenen og ikke så få pigehjerter i besiddelse.

”Det var sgu hyggeligt. Lige som det skulle være. Det var en rigtig god start, inden vi går på den store scene i aften,” sagde Emil Simonsen til TV2 Nord, da skrigeriet og ølstænkeriet var overstået.

”Nu er det jo 10. år, vi er på Nibe, og så ville vi gerne give lidt igen. Vi ville egentlig have givet øl til alle, men nu blev det en koncert i stedet for, og vi havde ikke regnet med at skulle optræde for så mange, så vi troede egentlig, at to kasser ville nok,” siger Rune Rask.

For ja, de tre hårde herrer havde taget øl med på den lille scene på camp’en – intet jubilæum uden øl. Og står det til de tre, runder de flere jubilæer, før de er færdige med at optræde på Den Lille Fede.

”Det er en slags kærlighedsforhold, vi har til Nibe Festival. Det var den første festival, der troede på os, og så bliver man ved med at komme her. Nibe Festival er også lidt en underdog, ligesom vi nok stadig er. Vi gør begge to tingene på vores egen måde, så hvis vi stadig står om 20 år, er vi her endnu,” sagde Andreas Bai Dueholdt.

Ikke nok med det – de regner også med, at de på et tidspunkt får en scene opkaldt efter sig.

”Ja, vi skal da have en Suspekt-scene. Det skal være den allermindste, hvor upcoming bands kan komme og spille. Et lille bitte telt, og så bliver det den bedste og største scene af dem alle sammen,” grinede Emil Simonsen.

Suspekt spiller igen klokken 00.30 på Store Scene.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland