Snyd ikke dig selv: 10 gode råd til Black Friday

Årets store shoppingdag nærmer sig, og her er en bunke gode råd til dig, der skal købe ind på nettet eller i butikkerne.

Selvom der kan være mange penge at spare, er der også fare for at blive snydt på Black Friday, som man forventer sprænger alle rekorder, når butikkerne går amok med gode tilbud den 23. november.  

Sidste år shoppede danskerne som aldrig før, da der var Black Friday i slutningen af november sidste år og butikkerne holdt udsalg på stribe.

Dagen blev den største shoppingdag nogensinde i Danmarkshistorien.

Alene på Dankortet shoppede danskerne for 2,1 milliarder kroner, viser tal fra Nets, og dertil kommer de andre elektroniske betalingsløsninger og kontantbetalinger. 

De første tilbudsaviser og annoncer har da også allerede ramt danskerne i postkasser og indbakker, og det er en god idé at gøre sig klar på forhånd og kun gå efter varer, som man ved er billige. 

Sådan lyder et af mange gode råd fra forbrugerportalen Forbrugsguiden.dk, som har produceret en illustrationsvideo med gode tips, der kan spare dig for mange penge. 

Her kommer 10 gode råd fra videoen, som du kan se længere nede i artiklen. 

  1. Lav en liste med de ting, du vil købe - på den måde navigerer du hurtigt gennem tilbuddene og minimerer stress
  2. Hold øje med prisen på varen - og hold øje med prisudviklingen. Nogle butikker sætter priserne op i dagene før Black Friday, så sammenlign varen i flere butikker. 
  3. Undersøg butikkens fortrydelses- og returret - hold for eksempel øje med, hvor længe du kan ombytte varen, hvis du har tænkt dig at bruge Black Friday til at købe julegaver, og om du kan få pengene igen. 
  4. Undgå impulskøb - overvej, om du reelt har brug for varen, når du ser et gult skilt med store rabatter. 
  5. Vær skeptisk - hvis tilbuddet lyder for godt til at være sandt, er det det nok også. Black Friday er en af de største dage for cyber-kriminalitet. Du risikerer at miste alle dine penge. 
  6. Vær opmærksom på, om hjemmesiderne indeholder mange stave- og sprogfejl - det kan indikere, at det er udenlandske kriminelle, der har oprettet falske hjemmesider.
  7. Tjek anmeldelser af butikken i forvejen - undersøg, hvad andre har skrevet om butikken online. Tjek eventuelt Trustpilot eller andre sider, der vurderer butikker og hjemmesider. 
  8. Ring til butikken - det er ikke et godt tegn, hvis man ikke kan fange nogle medarbejdere på firmaets telefonnummer. Det kan betyde, at det er en falsk hjemmeside. 
  9. Hold altid øje med din kvittering og din konto - tjek altid op på, om der trukket det korrekte beløb for din vare på din konto. 
  10. Reager med det samme - gør butikken opmærksom på fejlen, hvis du aldrig får leveret din vare eller modtager noget andet end det, du har bestilt. Gør det (også) skriftligt, så du har dokumentationen i orden i eventuel reklamationssag. 

Da der var Black Friday i Aalborg i 2017, fulgte vi i hælene på to shoppere, der var stået tidligt op og gik på jagt efter gode tilbud fra morgenstunden. 

Og som I kan se i indslaget, er der store forskel på, hvordan en helt tilfældig mand og en helt tilfældig kvinde griber det med gode tilbud og et købeklart Dankort an. 

Mænd og kvinder er helt forskellige, når det kommer til at købe ind på Black Friday.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland