10 personer i ”drukneulykke” i Aalborg

Torsdag blev der på havnefronten i Aalborg sat gang i et større forskningsprojekt, der på sigt kan redde liv.

Varmesøgende, termiske kameraer blev installeret, og ambitionen er, at de skal hjælpe beredskabet med at forhindre drukneulykker. Men først skal de testes – derfor måtte forsøgspersoner springe i baljen.

- Jeg håber bare, at det går stærkt, sagde en rystende Lasse Christensen, fra havnekanten, inden han sprang i.

10 universitetsstuderende havde lovet deres to studiekammerater Jonas Lundgaard Olsson og Søren Bonderup, at de ville stille op til et forskningsprojekt, der ved hjælp af termiske kameraer skal forhindre drukneulykker.   

- Vi prøver at kigge på, at når folk så falder i havnen, som de optagelser, vi laver i dag, er det så noget, vi kan genkende, og kan vi så give en alarm, når der faktisk er folk, der falder i havnen, siger Jonas Lundgaard Olsson, der tilføjer, at dagens testpersoner formentlig belønnes med en kasse øl efter turen i det vinterkolde vand.

Under forsøgsprojektet er der installeret termiske kameraer to steder på havnefronten, samt et styrbart termisk kamera på Limfjordsbroen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland