100 millioner til KUNSTEN

KUNSTEN i Aalborg har modtaget 100 millioner kroner i anledning af sin 40 års fødselsdag. Pengene er doneret af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og Det Obelske Familiefond.

- Vi er meget glade og stolte over donationen, der betyder, at vi nu kan komme i gang med det meget vigtige projekt at restaurere og modernisere Alvar Aaltos smukke bygning, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.

KUNSTEN har modtaget 50 millioner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond og 50 millioner fra Det Obelske Familiefond i anledning af museets 40 års fødselsdag.

KUNSTEN fejrer fredag jubilæet med åbningen af udstillingen UNDERVÆRKER - Mesterværker fra danske privatsamlinger.

- Bygningen er den finske mesterarkitekt Alvar Aaltos eneste museumsbygning uden for Finland og en turistattraktion i sig selv. For at kunne opfylde kravene fra publikum og de krav, der stilles til museet, når vi skal præsentere ambitiøse udstillinger af internationalt format, er det fuldstændigt afgørende, at bygningen gennemgår en gennemgribende restaurering. Vi glæder os meget over fondenes store donationer og har nu endnu mere grund til at fejre vores jubilæum, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.

Projektet med at restaurere bygningen er beregnet til at løbe op i 143 millioner kroner, så pengene falder på et tørt sted.

C. F. Møllers Tegnestue har i samarbejde med museet udarbejdet et projektforslag, som nænsomt og konsekvent fører museet tilbage i de oprindelige arkitekters ånd, og som samtidig bringer museet på forkant i forhold til publikum og udstillingsfaciliteter.

Flere nyheder fra TV2 Nord