100 mio. kr. til landdistrikternes aktionsgrupper

 100 mio. kr. til landdistrikternes aktionsgrupper

Godt 2 millioner af kronerne går til Hjørring Kommune.

Lokale ildsjæle skal have mulighed for direkte at påvirke udviklingen i landdistrikterne. Derfor er de lokale aktionsgrupper så småt ved at komme på plads i kommunerne, og Fødevareministeren har netop fordelt 108,5 millioner kroner om året for både 2007 og 2008 til de lokale aktionsgrupper.

- Reglerne for de lokale aktionsgrupper er ved at være på plads, og de har fået penge på lommen, så nu kan de lokale ildsjæle smøge ærmerne op og tage fat. Jeg glæder mig til at se resultatet," siger Fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V).

Hjørring Kommune får 2.352.222 kroner til at sætte gang i en lang række initiativer til at forbedre levevilkårene på landet og skabe flere lokale arbejdspladser.

Fødevareministeren har stor tiltro til de lokale aktionsgrupper. Danmark bruger nemlig 20 procent af landdistriktsbudgettet til de lokale aktionsgrupper, selvom EU-kravet kun er minimum 5 procent.

- Lokale kræfter som omdrejningspunkt for lokal udvikling i landdistrikterne. Det er mit sigte," siger fødevareministeren.

De lokale aktionsgrupper er en del af den politiske aftale om landdistriktsprogrammet, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i november 2006.


Seneste nyt

fra Nordjylland