100 nye kunder på to dage

02:11

Agri Nord har på to dage mistet 100 kunder som flytter sammen med de 32 medarbejdere, der forleden kollektivt sagde op og forsætter hos konkurrenten Landbo Nord Foto: Johnni Isaksen

1 af 2

Landboforeningen Landbo Nord har på blot to dage modtaget 100 nye kunder, som dermed vælger at følge de rådgivere, der tirsdag valgte kollektivt at sige op i protest mod ledelsen hos Agri Nord - over til netop Landbo Nord.

Dermed er konkurrencen om kunderne inden for nordjysk landbrug skærpet voldsomt.

Og landboforeningen Agri Nord er udfordret efter at have mistet hele 32 ansatte i et hug.

De 32 økonomirådgivere er nu ansat hos konkurrenten Landbo Nord.

Herfra er meldingen, at landboforeningen med overtagelsen af konkurrentens medarbejdere vil sætte sig på det område, hvorfra de fleste nyansatte kommer fra, nemlig Himmerland.

- Vi får nu mulighed for at blive endnu større i Himmerland, og vi tror, vi er de rigtige til at drive et stort rådgivningscenter - også i Himmerland, siger administrerende direktør hos Landbo Nord, Uffe Bertelsen.

Han afviser, at der er direkte krig på rådgivningsområde, men erkender, der er kamp om kunderne.

- Det skal der være, det er sundt, siger Uffe Bertelsen, som har nedsat en task force i landboforeningens hovedsæde i Brønderslev for at følge med i strømmen af nye medlemmer og får dem registreret og deres regnskaber overført fra Agri Nord til Landbo Nord.

Den øgede og markante konkurrence får dog umiddelbart ikke Agri Nord til at ryste eller ændre kurs.

- Vi er i en situation, hvor vi klart er udfordret. Det er en alvorlig situation, men vi ved, hvad vi står for, og hvad vi vil, og vi rykker sammen og kan fortsætte med den kvalificeret rådgivning og service, vi har. Vi har været i kontakt med omkring 30 procent af vores kunder, og vi ved, at nogle vælger at skifte landboforening og følge med konsulenterne. Men vi kan på trods af situationens alvor se lys forude, for vi har god opbakning flere steder fra, siger administrerende direktør hos Agri Nord, Erik Lydiksen.

Landboforeningen Landbo Nord med hovedsæde i Brønderslev har flest medlemmer i Vendsyssel, mens Agri Nord traditionelt har arbejdet for og med landmænd i Himmerland. Nu forsvinder såvel medarbejdere som kunder fra Agri Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord