Spillested på rednings-mission: Vil samle 300.000 kroner ind

Efter et turbulent 2016 vil spillestedet Cafe 1000Fryd i Aalborg tilbage til rødderne. Men først skal der samles penge ind – og indtil videre går det godt.

- Det er lidt som at have et hus, kaste en håndgranat derind og bygge det op igen.

Sådan lyder det fra Troels Højgaard Sørensen, der siden 1. januar har været bestyrer på 1000Fryd i Aalborg. Et sted, der har været under pres efter beskyldninger om fusk mod den tidligere bestyrer, da hackere lagde oplysninger tilgængelige for offentligheden. Beskyldninger, den tidligere bestyrer sidenhen er blevet frikendt for.

Sagen betød ansættelse af en ny midlertidig bestyrer, en ny bestyrelse og et ansættelsesudvalg. Sygemeldinger og en skiftende bestyrelse betød, at 1000Fryd på et tidspunkt kørte med fire lønninger.

Omvæltningerne kunne mærkes i lokalerne, hvor baren ikke altid var åben – og dermed mistede man indtjening.

- Det var voldsomt for et spillested som os, siger Troels Højgaard Sørensen.

quote Det bliver meget stramt, hvis vi ikke gør noget.

Troels Højgaard Sørensen, bestyrer, 1000Fryd

1000Fryd har lige nu et underskud på 300.000 kroner, som Aalborg Kommune indtil videre dækker med et lån. Men ved årsskiftet skal lånet betales tilbage. Derfor har man sat en indsamling i gang under overskriften ”Red 1000Fryd i Aalborg”.

- Jo mere vi samler ind, jo bedre. Det bliver meget stramt, hvis vi ikke gør noget, siger Troels Højgaard Sørensen.

Selvom kampagnen officielt først går i gang 11. august, har 1000Fryd allerede samlet 50.366 kroner ind.

- Det er mega fedt. Folk er meget begejstrede for, at vi forsøger at kickstarte det hele igen, siger bestyreren.

For at få endnu mere gang i indsamlingen, holder 1000Fryd støttekoncert 19. august i gården til Huset i Hasserisgade, hvor blandt andet Magtens Korridorer spiller gratis. Det til trods for, at de aldrig har spillet på 1000Fryd før.

 
 
Foto: Jean-Marc Luneau

- Det er lidt vildt, at Magtens Korridorer vil hjælpe til. Der er ingen tvivl om, at der er kræfter derude, der mener, at steder som 1000Fryd skal være i Danmark, siger Troels Højgaard Sørensen.

At folk bakker op om spillestedet afspejler sig i besøgstallene, der er fordoblet i 2017 i forhold til de foregående år. Hvor der i 2015 og 2016 var omkring 30 betalende gæster pr. koncert, er tallet i år oppe på 60, ligesom man i år har haft fem udsolgte koncerter.

quote Der er ingen tvivl om, at der er kræfter derude, der mener, at steder som 1000Fryd skal være i Danmark.

Troels Højgaard Sørensen, bestyrer, 1000Fryd

- Vi har ændret vores profil på stedet og er gået mere tilbage til rødderne, hvor lokale bands får mere plads, og det bliver mere brugerstyret. Det virker som om, folk vender tilbage til stedet, siger bestyreren.

Med hjælp fra Aalborg Kommune, andre konkurrerende spillesteder og ikke mindst de frivillige er 1000Fryd på rette kurs. Huset, der var sprængt i stykker af håndgranaten, står ifølge Troels Højgaard Sørensen stærkere, end det har gjort længe.

- Nu står der et fint hus båret af de frivillige og aktivisterne. Der er mange, der brænder for 1000Fryd, siger bestyreren.


Seneste nyt

fra Nordjylland