105 indbrud på 10 dage: Nordjylland ramt af indbrudsbølge

02:43

Flere steder i Nordjylland oplever man lige nu en regulær indbrudsbølge, og politiet beder offentligheden om hjælp

Flere steder i Nordjylland oplever man lige nu en regulær indbrudsbølge, og politiet beder offentligheden om hjælp Foto: Shutterstock (Arkivfoto)

1 af 2

Antallet af indbrud i Nordjylland er eskaleret, og nu beder politiet borgerne om hjælp.

Nordjyllands Politi har rigeligt at se til for tiden. I løbet af de sidste ti dage har der været ikke færre end 105 indbrud i regionen.

Især Brønderslev Kommune er hårdt ramt. I hele 2016 var der 135 indbrud i kommunen. På nuværende tidspunkt har der allerede været over dobbelt så mange, nemlig 276 – og det er endda inden indbrudstyvenes absolutte højtid, nemlig de mørke måneder i november og december.

Også i Jammerbugt Kommune er langt flere familier kommet hjem til et hus, der er blevet tømt for værdigenstande. Sidste år var der i alt 152 indbrud. I år har der været 188 indbrud i de første ti måneder.

De mange indbrud er til stor frustration for Nordjyllands Politi.

- Vi har sindssygt mange indbrud. Det har stået på hele året, men nu er det eskaleret, siger politikommissær Sune Myrup.

Tilrejsende grupperinger huserer i Nordjylland

Hvorfor der er sket en eskalering, ved politiet ikke. Men de er overbeviste om, at det er kriminelle tilrejsende, der står bag, og som er i Nordjylland lige nu. Det vurderer de på baggrund af de ting, der bliver stjålet.

- De går ikke efter design, som danske indbrudstyve gør. De går i stedet efter ting som iPads og smykker, siger Sune Myrup.

Han fortæller også, at de ubudne gæster nogle gange flytter ind i faldefærdige huse eller på campingpladser.

Politiet beder om hjælp

I alt har der været 2098 indbrud indtil videre i år. I hele sidste år var der 2394 indbrud. Og med de helt store indbrudsmåneder på vej, har politiet udsigt til at drukne i anmeldelser resten af året.

Nordjyllands Politi har den næsthøjeste sigtelsesprocent i hele landet.

- Derfor er det irriterende, at vi ikke ser et fald, siger politikommissæren.

Derfor beder de nu offentligheden om at holde øjne og ører åbne.

- Det er ikke uvant, at der er mange indbrud, men der er virkelig behov for at få informationer ud til befolkningen, så de kan holde øje. En patruljevogn kan ikke opdage alt det, som en hel villavejs beboere kan opdage, siger politikommissæren.

For nylig blev pakker med tyvekoster standset, efter en person havde forsøgt at sende dem til Litauen via den lokale brugs i Sæby. Derfor beder politikommissæren også især brugsuddelere om at se kritisk på store pakker, de bliver bedt om at sende til udlandet.

Også på campingpladser og ved bed and breakfast-steder vil politiet gerne vide, om der er folk i udenlandske biler, der har unaturlig adfærd.

Vær opmærksom i de tidlige aftentimer

Det er almindeligt kendt, at de mørke måneder er indbrudstyvenes favoritmåneder.

- Mange gerningsmænd går rundt og kigger efter, om folk er hjemme i de tidlige aftentimer, siger Sune Myrup.

Han opfordrer derfor borgerne til at få det til at se ud som om, der er aktivitet. Man kan eventuelt bede naboen om at holde øje med sin bopæl.

SÅDAN UNDGÅR DU INDBRUD

Lad være med at skrive på Facebook og andre sociale medier, at du ikke er hjemme.

Aftal med naboen, at I holder øje med hinandens huse.

Få huset til at se beboet ud, når du er bortrejst.

Få naboen til at tømme postkassen og fylde skrald i skraldespanden og evt. parkerer en bil i din indkørsel.

Lad legetøj ligge i haven.

Opsæt bevægelsessensorer, der tænder ved bevægelser i haven, og hav en solid lås på døren.

Mærk dine ting, så de er sværere for tyven at afsætte.

Spot tyven:
Vær opmærksom på unormal aktivitet i dit område. F.eks.:

Personer, som lusker søgende rundt uden ærinde.

Biler og knallerter, som ikke plejer at færdes i området, venter uden formål eller kommer på usædvanlige tidspunkter.

Nogle gode råd fra Det Kriminalpræventive Råd:

Lån en kop sukker! Opmærksomme naboer er øverst på indbrudstyvens hadeliste. I kan hjælpe hinanden med at få det til at se ud som om, der altid er nogen hjemme.

Tænd lys i et par værelser

Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant - det afslører, at du ikke er hjemme

Få naboen til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand

Sørg for, at der er en bil i din carport

Sæt friske potteplanter i vindueskarmene

Få naboen til at lægge gulvmåtten ned, når der er blevet vasket trapper.

Gør det mindre attraktivt for tyven at bryde ind i dit hjem.

Sørg for, at tyven ikke kan se dine værdifulde ting gennem vinduet.

Sørg for, at din bolig kan ses fra nabohuse og vejen. Det kan være, du skal klippe hækken eller gøre plankeværket lavere.

Døre og vinduer skal være forsvarligt lukkede og låste, når du forlader dit hjem.

Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Hvis du har en stige, så lås den fast.

Kilde: Nordjyllands Politi

Flere nyheder fra TV2 Nord