11 spabade med farlig fejl solgt i Danmark

Efter en mand fra Nordjylland har fået voldsomt stød i et udendørs spabad, viser det sig, at i alt 11 spabade, der potentielt er livsfarlige, er blevet solgt i Danmark.

Sidste sommer sendte de hollandske myndigheder en advarsel ud til alle europæiske lande, efter to personer i Holland havde fået stød i et oppusteligt spabad fra MSpa. Myndigheden skriver i advarslen gældende for en række modeller: Risiko for elektrisk stød - og drukning.

Alligevel har Martin Jensen fra Nørager kunnet købe spabadet i en nethandel med et dansk firma for en måned siden.

- Jeg bliver dybt rystet over, at det kan lade sig gøre at købe sådan noget. De ved der er børn, som bader i det. Og så selv om de er så farlige, og så fortsætte med at sælge dem, siger Martin Jensen til TV2 Nord.

Martin Jensen og hans hustru fik i sidste uge et voldsomt stød, da de brugte spabadet af modellen MSpa Nest B-100.

Forhandleren Aquaproof beklager, og oplyser til TV2 Nord, at det er en fejl, at de har solgt en gammel udgave af spabadet, som indeholder fejl på varmelegemet. Indehaver Per Grønning skriver til TV2 Nord:

"Jeg har købt 14 stk i januar fra et dansk firma, som jeg var blevet lovet var den nye version. Jeg har været naiv og ikke åbnet alle kartoner og tjekket spa serie nummer. Den må jeg tage på min kappe."

Per Grønning oplyser, at 11 af de 14 spabade er blevet solgt.

"Det er jeg naturligvis rigtig ked af og det må ikke ske. Produkter med 2013 varmeelement tages tilbage fra kunden. Det drejer sig om 11 stk. Vi har mailet til kunder i går og er i dialog med sikkerhedsstyrelsen", skriver Per Grønning.

Den danske Sikkerhedsstyrelse har handlet på advarslen fra Holland, som kom sidste år, så produktet burde ikke være på det danske marked længere.

- Det her konkrete spabad, der har det her problem, det må ikke være på det danske marked. Der har været syv forskellige importørerled, som har fået det her spabad til salg på det danske marked, og det er blevet salgsstoppet på det danske marked, siger Mette Cramon, der er fungerende kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen.

Advarslen omhandler en række af MSpas modeller produceret i 2013, hvor der kan være en fejl på varmelegemet, og det kan udgøre risikoen for stød.

Sikkerhedsstyrelsen har nu hentet familiens Jensens spabad, og vil undersøge sagen nærmere.

- Det er så også vigtigt at sige, at der kan være masser af andre typer oppustelige spabade, som kan være fuldstændig sikre, men den her type vi har advaret imod, der opfordrer vi indtrængende forbrugerne til, at de skal stoppe med at bruge det, og så skal de henvende sig, der hvor de har købt det, siger Mette Cramon.

Ifølge Martin Jensen målte Sikkerhedsstyrelsen 165 volt i deres spabad. Oplevelsen har chokeret hele familien i Nørager.

- Det er jo fuldstændigt vanvittigt. Man køber et bassin, og regner med at man skal hygge sig, og børnene kan lege deri, og så finder man ud af, at det er livsfarligt. Det er da skræmmende, siger Martin Jensen.

Aquaproof har tilbudt Martin Jensen et nyt spabad, men det har han takket nej til.

Har du et godt tip?