12. plads til Tom K.

Tom Kristensen fik en begivenhedsrig dag i anden afdeling af DTM-mesterskabet. Han startede med i sin Audi A4 at være hurtigst af alle i opvarmningen, hvilket understregede, hvor katastrofalt gårsdagens 17.-plads i kvalifikationen var.

I starten hentede han straks fire placeringer, men fik så en tidstraf for at have ramt Mercedes-køreren Mathias Lauda. Efterfølgende fik han en ny straf for ikke at gøre plads for to kørere på vej bagfra, og så var der ikke mere end en 12.-plads at hente for danskeren.

Til gengæld flaskede de øvrige resultater sig, så Kristensen i mesterskabet kun satte en placering til og således ligger på andenpladsen før næste løb på Norisring om fire uger.

-Det var et af de sjældne løb, hvor man faktisk glæder sig til at få det overstået,erkendte Tom Kristensen efter at være kommet i mål en omgang efter vinderen Gary Paffett.

I dagens løb lå danskerens Audi-kollega Mattias Ekström længe til at vinde, men i sidste halvdel viste Mercedes-kørerne Gary Paffett og Bruno Spengler sig at have en bedre bil over distancen. Den forsvarende mester Timo Scheider hentede en femteplads, og dermed overtager han nu den samlede førsteplads efter Tom Kristensen.

Generelt var der dog ikke meget for Audi at juble over på Lausitzring. Seks kørere udgik, og de var alle fra mærket med de fire ringe, heriblandt mesterskabskandidaten Martin Tomczyk, der efter to afdelinger står noteret for nul point.

Resultat af 2. afdeling af DTM 2009 på Lausitzring:

1: Gary Paffett, Mercedes

2: Bruno Spengler, Mercedes

3: Mattias Ekström, Audi

4: Paul di Resta, Mercedes

5: Timo Scheider, Audi

6: Jamie Green, Mercedes

7: Mike Rockenfeller, Audi

8: Maro Engel, Mercedes

Samlet stilling efter to runder:

1. Timo Scheider, Audi, 12 p.

2: Tom Kristensen, Audi, 10 p

2: Gary Paffett, Mercedes, 10 p.

4: Paul di resta, Mercedes, 9 p.

5: Bruno Spengler, Mercedes, 8 p.

5: Mattias Ekström, Audi, 8 p.


Seneste nyt

fra Nordjylland