12-tals piger kæmper med stress

Unge piger får stress over at skulle have gode karakterer i gymnasiet.

Mange piger i gymnasiet stiller så høje krav til sig selv, at de får stress og risikerer at droppe ud.

Psykolog Carl Åge Okkels er tilknyttet syv nordjyske gymnasier, og hans erfaringer viser, at der er mindst to piger i hver gymnasieklasse, der slås med symptomer på stress, skriver DR Nordjylland.

- Det er en gymnasiepige, som stiller rigtig store krav til sig selv, og som gerne vil præstere helt i top. Hun skal helst have 10 eller 12 i samtlige afleveringer. Hvis hun ikke får det, så føler hun sig mislykket, ulykkelig og ked af det, fortæller psykolog Carl Åge Okkels.

19-årige Lea fra Aalborg-området har været en af dem. Hun blev student i sommer med et karaktergennemsnit på hele 12,2.

- Det har været et spørgsmål om ikke at skuffe mig selv og mine lærere. Jeg følte, at det var et meget rimeligt krav; at jeg kunne gøre det hele og gentage alt, hvad læreren havde sagt og så få 12, forklarer hun.

Rektor for Aalborghus Gymnasium Torben Poulsen fortæller, at der bliver brugt mange kræfter for at hjælpe pigerne. Blandt andet gennem studievejledning, coaching eller måske psykologhjælp.

- Hvis ikke vi gør den indsats, så tror jeg ikke på, at de bliver her. Mange af dem tror simpelthen ikke, at de kan klare en ungdomsuddannelse. Og mange kommer igennem gymnasiet med rigtig gode karakterer, siger rektor Torben Poulsen

Lea har planer om at læse videre på universitetet, og hun er blevet klogere på sig selv.

- Jeg ved jo ikke, når jeg kommer så langt, om jeg vil gå på kompromis med fagligheden. Men når jeg ser på det udefra, så tænker jeg, at det vil jeg ikke gøre igen, siger hun.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord