12.000 i bøde for at beskære et træ

Frede Strøm Petersen har fået en bøde og et erstatninskrav for at beskære et træ, der tilhører Frederikshavn Kommune.

Frede Strøm Petersen har igennem længere tid beskåret et træ påhjørnet af Kingosvej i Elling. Træet står på kommunens grund mellem fortovet og vejen og derfor er Frederikshavn Kommune utilfredse med Fredes gøren, og har derfor pålagt ham et erstatningskrav på 12.000 kroner. Han har samtidig fået en bøde for hærværk af Nordjyllands Politi.

Frede Petersen forstår dog ikke kritikken.

- Jeg har beskåret træet i tyve år uden klager. Og samtidig har jeg kun set kommunen beskære det én gang. Så jeg undrer mig over, at jeg skal straffes for at lave deres arbejde, siger Frede Strøm Petersen til TV2/Nord.

Frede Petersen var oprindeligt med til selv at sætte træet op. Det gjorde han, fordi Frederikshavn Kommune ikke ville gøre det selv.

Det er Frederikshavn Kommune, der kræver erstatningen. Men formand for teknisk udvalg Brian Pedersen (SF) synes, det er en lidt for hård dom.

- Personligt synes jeg, at man skal tage en alvorlig snak med ham. Så han ved, at han ikke skal gøre det længere. Men flertallet i byrådet vil altså noget andet, siger Brian Pedersen til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland