125.000 kroner for vand

En ekstraregning for vand på 125.000 kr. inklusiv afgifter. Det er en realitet for en sommerhusejer i Blokhus. Så galt kan det gå, når frosten sprænger rørene i sommerhuse.

Formanden for Blokhus Vandværk, Mogens Sparre, har netop talt med den rystede sommerhusejer, og Mogens Sparre siger, at det er galt i andre huse.

- Vandforbruget er lige nu dobbelt så stort som på normale vinterdage, siger han. Og det bekymrer os, fordi vi normalt kun ser vandet fosse så meget ekstra, når vi får tøvejr ovenpå frost.

Mogens Sparre tolker forbruget derhen, at der er sket sprængninger af rør, som er af den kraftige slags.

- Det er ikke små sprængninger, når der trænger vand ud, mens der er frost, siger han.

Mogens Sparre forventer, at nogen står til at få en regning, som er dybt chokerende.

- Altså 100.000 bare i ekstra i afgift har vi eksempler på. Og det er jo ikke sjovt at stå med en regning, der er ude i hampen, samtidig med at huset er ødelagt af vand, siger han.

Han mener, at forklaringen på at skaderne tegner til at blive store i år, kan være, at de senere års vintre har været ret temperaturmilde med meget sne.

- Folk har kunnet nøjes med få varmegrader i huset. Det er bare ikke nok i år alle steder, siger han til DR Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland