13 millioner kroner til nyt forskningsprojekt: De nordjyske folkeskoler skal forbedres

Et nyt forskningsprojekt skal give ny viden om de nordjyske folkeskoler, så eleverne kan blive endnu dygtigere og gladere for at gå i skole.

Med et budget på 13 millioner kroner skal projektet ”Viden i skolen” gøre alle nordjyske elever dygtigere og gladere for at gå i skole i fremtiden.

Projektet løber de næste tre år, og er et samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner, University College Nordjylland (UCN) og Aarhus Universitet.

- Vi har en klar forventning om, at projektet bidrager til, at flere elever lærer mere og trives bedre. Den nye viden bliver en støtte til lærernes og pædagogernes professionelle udvikling og samarbejde, og vi vil komme til at se en generel kapacitetsopbygning af viden, der er lokalt forankret og samtidig funderet i international forskning, fortæller Jesper Carlsen, direktør for Børne- og Undervisningsforvaltningen i Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.

Med projektet får skolerne blandt andet mulighed for at styrke deres viden om undervisnings- og læringsstrategier, god lærerpraksis, viden spredning, specialundervisning, inklusion og læringsledelse.

- Undersøgelser viser, at den bedste og mest veldokumenterede viden fra forskningsmiljøerne sjældent når ud til skolernes pædagogiske praksis og gør en forskel for eleverne. Derfor har det stor betydning, at vi nu går sammen på tværs af skoler, kommuner og uddannelses- og forskningsinstitutioner, forklarer Preben Olund Kirkegaard, docent på UCN.

Det er fem nye ph.d. studerende, der står i spidsen for forskningen. Deres undersøgelser kommer til at foregå på de nordjyske skoler, og løbende skal de videreformidle deres resultater til skolerne.

De tre første ph.d.-stipendiater er allerede i gang. De fokuserer på, hvordan lærere kan understøtte højtbegavede elever, hvordan skolerne kan arbejde med at indarbejde endnu bedre undervisning, og hvad variation i læremidler betyder for fremmedsprogsindlæring. De sidste to ph.d. studenter skal i gang i foråret 2018.  


Seneste nyt

fra Nordjylland