15-årig tiltalt: Krævede nøgenbillede og truede offer

En 15-årig dreng fra Østjylland kan trods sin unge alder være godt på vej bag tremmer, når han efter planen sætter sig på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag.

Anklageren vil gå efter en ubetinget fængselsstraf til en 15-årig dreng i en grov sag om vold, trusler, blufærdighedskrænkelse og tvang.

Ifølge anklageskriftet fandt begivenhederne sted i foråret og gik ud over en pige, som drengen blandt andet i dagene 11. til 21. marts 2022 terroriserede med trusler og truende beskeder for at få hende til at udlevere et nøgenbillede af sig selv.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.


Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.


Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 19. september ved Retten i Hjørring.


Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Det skete i form af en lang række beskeder til pigen i stil med:

”Du får 15 min vis jeg ik har et nude af dig hvor man kan se det er dig på billedet inen for 15 min bil du fortryde det! Tiden starter nu”

Og ”Tik Tak. Tik Tak. 1 minut og 15 sek tilbage. Tiden går. Vis jeg var dig ville jeg skynde mig lidt. 5. 4. 3. 2. 1. Tiden er gået Har du besluttet dig”

Truede med at dele nøgenfoto

Det fremgår af anklageskriftet, at drengen i beskederne også truede med at ”smadre” sit offer, ligesom det af beskederne fremgår, at han truede med at ville dele et nøgenbillede, som han påstod, at han allerede havde af pigen.

Mandag sætter den 15-årige sig på anklagebænken i Retten i Hjørring.
Mandag sætter den 15-årige sig på anklagebænken i Retten i Hjørring.
Foto: Joakim Brader

Drengen er også tiltalt for et tilfælde af decideret vold. 

Ifølge anklagerne fandt det sted 11. marts 2022 på en adresse i Sindal, hvor han blandt andet tog halsgreb på pigen og tvang hendes hoved bagover, til hun lå på jorden.

Vidnetrusler mod offeret

Det hele blev rundet af med noget, som politiet anser for at være trusler mod vidner.

Efter pigen havde anmeldt sagerne til politiet, skrev den 15-årige en truende besked til en tredje person med ordlyden: ”og hils (pigens navn, red.) og sig det var meget dumt af hende at anmelde mig til panserne! Hun finder snart ud sf hvorfor”.

Voldsepisode på skole

Anklageskriftet omfatter også et tilfælde af vold på en skole i Hjørring. Det fandt ifølge anklagerne sted 20. april 2022 om formiddagen.

Her tog drengen fat om offerets hals med begge hænder og sprang op mod hans brystkasse, så han væltede ned på jorden, hvorefter den 15-årige satte sig oven på ham og slog ham flere gange med knytnæve i hovedet, ligesom han sparkede offeret to gange på overkroppen, mens offeret fortsat lå ned.

Det fremgår ikke, hvordan drengen forholder sig til de mange anklagepunkter, men det står klart, at anklageren går efter en ubetinget fængselsstraf til den unge mand.

På grund af sin alder skal den 15-årige også have sin sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvis han bliver kendt skyldig. 


Seneste nyt

fra Nordjylland