15-årig truede jævnaldrende med kniv i Kennedy Arkaden

Ingen kom til skade, da en 15-årig dreng fra Aalborg torsdag aften truede med kniv i Kennedy Arkaden og siden stak af.

Den sorte butterfly-kniv lå tilbage på gulvet i Kennedy Arkaden, da en 15-årig dreng fra Aalborg var færdig med at svinge med den torsdag aften.

Klokken 22.44 stoppede og truede han tre andre i centeret. To af dem var på hans egen alder, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

- Der sker ikke de tre forurettede noget, de bliver ikke ramt, den 15-årige truer dem bare. Bagefter stikker han af fra stedet, men butterflykniven taber han altså i skyndingen, siger vagtchefen.

Den 15-årige er blevet identificeret ud fra de forurettedes beskrivelser, så nu skal Nordjyllands Politi bare ud og hente den unge mand.

- Vi ved godt, hvem den 15-årige er, vi har haft med ham at gøre før, siger Karsten Højrup Kristensen.

Han kan ikke udelukke, at den 15-årige kendte de tre, han truede med kniven, men der foreligger ikke umiddelbart nogen forklaring på optrinnet.


Seneste nyt

fra Nordjylland