1,5 mill. i erstatning efter hesteulykke

Efter syv års kamp har retten i Hjørring tilkendt en 36-årig kvinde erstatning.

36-årige Marianne Larsen har fået en erstatning på 1,5 millioner kroner efter syv års kamp, skriver Nyhedsbrevet 3F.
Tilbage i januar 2001 kom Marianne Larsen alvorligt til skade med sin højre skulder. Hun sad som bagrytter på en hest og holdt uden om en lille pige, da hesten blev forskrækket, satte i trav og lavede en hård opbremsning, så de to ryttere blev smidt af.
Marianne måtte efter faldet igennem to operationer, men merterne sidder stadig i skulderen, og hun er nødt til at holde højre albue tæt til kroppen, da skulderen ellers går af led.
Foruden smerterne har hun i årevis måttet kæmpe mod modvillige styrelser og et genstridigt forsikringsselskab.
Først fik arbejdsgiverens forsikringsselskab, Alm. Brand, ikke anmeldt arbejdsulykken til Arbejdsskadestyrelsen. Så afviste styrelsen en ny anmeldelse i sagen på grund af forældelse. Og senere afviste Ankestyrelsen flere klager fra 3F over afgørelsen.
Sagen endte til sidst i retten, hvor Byretten i Hjørring tilkendte Marianne Larsen knap 1,5 millioner kroner i erstatning.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord