15 millioner til musik i Aalborg

00:37

Det Obelske Familiefond donerer 15 millioner til en konkurrence, der skal resultere i ideer til Musikkens Hus. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

1 af 2

Det Obelske Familiefond giver 15 millioner kroner til en konkurrence, der skal motivere musikinteresserede til at komme med ideer til Musikkens Hus.

10 projekter fik tilsammen 2,275 mio. kr., da konkurrencen MusikIdé første gang blev afviklet i 2010, og nu præsenterer Det Obelske Familiefond anden runde af konkurrencen, der skal munde ud i ideer til Musikkens Hus. 

Første spadestik til Musikkens Hus blev foretaget i sommeren 2010. Huset får tre faste brugere, henholdsvis Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling Nord samt Aalborg Universitets musikuddannelser. De vil fylde meget i huset, men Det Obelske Familiefond vil gerne udvide kredsen af brugere med andre musiske og kulturelle aktiviteter - ikke mindst børn og unge. Derfor har de brug for ideer til, hvordan de kan tiltrække folk.

- Det er vigtigt for os, at huset kommer til at appellere så bredt som muligt. I den forbindelse har vi særlig fokus på børn og unge som udøvende musikere og sangere. De er fremtidens brugere af Musikkens Hus, siger direktør af Det Obelske Familiefond, Søren Bojer Nielsen. 

Bedømmelseskriterierne for de indkomne forslag er, at det skal være ideer, der kan:

- tilføre nye musikaktiviteter til Region Nordjylland og/eller styrke og løfte etablerede musikaktiviteter.

- udvide anvendelsesmulighederne af Musikkens Hus

- udvide brugerkredsen i Musikkens Hus

- sikre næste generationer af besøgende, dvs. sætte fokus på børn og unges musikinteresse

- styrke undervisningen i klassisk musik i Region Nordjylland

- være tilbagevendende og/eller accelererende aktiviteter frem mod åbningen af Musikkens Hus. 

Musikkonkurrencen vil blive afholdt hvert år frem til 2014 og har et samlet budget på 15 mio. kr.

Om tidligere projekter:
 
Et af de 10 projekter, der allerede har fået støtte, er "Børnenes vej til Musikkens Hus". Det er et treårigt projekt med fokus på formidling af musik for og med børn. Sigurd Barrett står i spidsen for Aalborg Symfoniorkester og er i den anledning blevet udnævnt til "Børnenes guide til Musikkens Hus". Projektet er støttet af MusikIdé-midlerne med 400.000 kr.
 

En anden god ide er opstået hos Vesthimmerlands Kulturskole. Her har man igennem flere år haft en drøm om at kickstarte en ny generation af strygere. Nu har kulturskolen fået kr. 250.000 til projekt "Nye strygere i Vesthimmerland", som indebærer, at op til 40 børn i aldersgruppen fra bh. klasse til 2. klasse engageres i undervisning i violinspil, sammenspil og forskellige legebaserede læringsformer. Pengene skal blandt andet anvendes til indkøb af violiner til de unge "musikere". 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord