16-årig varetægtsfængslet for grov vold mod sin kæreste

Den unge mand er blevet varetægtsfængslet frem til den 23. november og er desuden tiltalt i andre voldssager.

En 16-årig mand fra Frederikshavn blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg sigtet for at have udøvet grov vold mod sin kæreste.

Episoden, der førte til sigtelsen, udspillede sig lørdag eftermiddag på den 19-årige kvindes bopæl i Frederikshavn. Her kom parret op at skændes, hvor den 16-årige mand tildelte sin kæreste slag med flad hånd, knytnæveslag og tog kvælertag på hende. Og det er kvælertaget, der gør, at manden nu er sigtet for grov vold.

- Han er ikke tidligere dømt, men han har en verserende sag kørende, hvor han er tiltalt i nogle andre voldsforhold. Det er også en af årsagerne til, at han nu bliver varetægtsfængslet til den 23. november på en sikret ungdomsinstitution, siger anklager ved Nordjyllands Politi Lone Lyngsøe.

Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om søndagens sigtelse skal slås sammen med de andre forhold, som manden er tiltalt i.


Seneste nyt

fra Nordjylland