16-årige må køre med 44 tons i traktor

Foto: Bruno Stagsted

Kørelærer kritiserer reglerne for traktorkørekort. Unge under 18 må køre med et traktorvogntog på op til 44 tons.

Unge mellem 16 og 18 kan tage knallertbevis og traktorkørekort. Fælles for de to førerbeviser er at de unge højst må køre 30 kilometer i timen, men her stopper lighederne også. Med traktorkørekort må de unge mennesker nemlig føre et vogntog på helt op til 44 tons, og det møder stærk kritik fra kørelærer Jan Varre Olsen.

- Det regelsæt vi har i dag gør, at man ikke lærer om risici og risikoforhold, når man skal køre traktor. Det man lærer, når man tager traktorkørekort, det er regler, der har været gældende i 30, 40, 50 år, siger han.

Samtidig er det vogntog de unge tager køretimer og køreprøve i på en samlet vægt på cirka 3500 kilo, men kørekortet de får giver altså tilladelse til at køre i enorme moderne traktorer og med vogntog på mere end ti gange den vægt, de har trænet i: 44.000 kilo.

- Det ser ud til, der er en politisk modvilje mod at lave reglerne om. Jeg ved at rigspolitiet gerne vil lave reglerne om, jeg ved at kørelærerne vil lave det om, derdi de som gruppe synes, det her er rigtig utilfredsstillende ikke at undervise i risici og ulykker, siger Jan Varre Olsen.

Transportordfører for Socialdemokraterne Rasmus Prehn ser dog umiddelbart ingen grund til at tage de unges mulighed for at køre med tunge maskiner fra dem.

- Jeg tror man skal ind og se på hvad der ligger til grund for de her regler. Tanken er jo at man, når man kører traktor skal køre på markerne. Der kan være ærindekørsel på landevejene, men hovedmissionen er jo ikke at man skal køre der. I øvrigt er der en fartgrænse på 30 kilometer i timen, så det er ikke helt det samme som at køre bil på landevejen, hvor man må køre 70 kilometer i timen med trailer.

Han afviser dog ikke, at det kan være på tide at ændre reglerne for køreprøven og undervisningen til traktorkørekort.

- Vi er altid åbne for input, og hvis det viser sig, at det er forbundet med stor fare og risici at have helt unge mennesker kørende rundt i traktor, så skal vi kigge på det. Men vi skal også passe på, at vi ikke skyder gråspurve med kanoner og at vi ikke laver unødig lovgivning hvis det fungerer godt på landet, hvor der er brug for at ungarbejdere også kan køre traktor, siger Rasmus Prehn.