17-årig pige dræbt i trafikulykke: Politi søger vidne

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Tragisk trafikulykke ved Gedsted mandag eftermiddag.

En 17-årig pige blev mandag eftermiddag omkring klokken 16.45 dræbt ved en trafikulykke, da hun blev påkørt af en bil med cirka 80 kilometer i timen.

Ulykken skete ud for Korsvejen 125 sydøst for Gedsted ved Aalestrup i det sydlige Himmerland.

Indtil klokken cirka 18 kunne Nordjyllands Politi ikke fortælle andet om ulykken end at den var alvorlig og at man arbejdede på stedet for at redde pigens liv. Desværre forgæves.

Føreren af bilen - en bordeauxfarvet bil - er for chokeret til at fortælle hvad der skete på ulykkestidspunktet og Nordjyllands Politi efterlyser derfor et vidne der passerede føreren på Korsvejen ved Bystrupvænget kort før ulykken skete.

Førerens choktilstand gør at han ikke kan beskrive vidnet, og således blot kan sige, hvor de passerede hinanden.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord