17-årig overfaldet med ølglas

En 17-årig mand blev fredag aften overfaldet af to mænd i gården ved Radisson SAS Hotel i Aalborg. Han fik blandt andet knust et ølglas i baghovedet.

Politiet har endnu ikke nogen ide om, hvorfor de to mænd fra Aalborg og Biersted på henholdsvis 25 og 40 år fredag aften ved 19.30 tiden overfaldt en 17-årig mand fra Aalborg.

De to mænd passede den 17-årige op i gården ved Radisson SAS Hotel i Aalborg. Her knuste de to mænd et ølglas i baghovedet på den 17-årige og tildelte ham flere slag og spark.

Den 17-årige var efter det voldsomme overfald en tur på skadestuen, men han blev ikke indlagt.

De to gerningsmænd på 25 og 40 år bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 10, og her håber politiet på at få klarlagt motivet til overfaldet.

Flere nyheder fra TV2 Nord